Badut

Julestatus fra Huset ved åen

Decembersglimt med nisse:

Spørg I mig går det fint med julen i "Huset ved åen", spørg I derimod vores evigt krævende drillenisse er det noget slendrian. 

I går blev hun 9

Alle mine børn er helt deres egne. Vidt forskellige, skrupskønne og elsket helt ind til bennet. For dem alle tre håber jeg at de kan blive ved med at stå fast på at være lige præcis sig selv hele livet.

I går blev Anna 9 år og det er bare vildt at min yngste, min alleryngste, nu er 9 år. Anna er (hvis moren nu selv må sige det) et fantastisk menneske. Modsat sin søster ligner hun mig meget af skind, men kun lidt af sind og netop derfor synes jeg der er ekstra meget jeg kan lære af hende.

Anna er sådan en der tør! Eller nej, det er hun faktisk ikke. Anna er tit bange for at fejle, men hun er sådan en der gør tingene alligevel og som bare bliver ved og ved og ved til det lykkes for hende. Øverst på ønskesedlen stod i år et skateboard og jep sådan et fik hun selvfølgelig. Faktisk troede jeg at der var andre i klassen, der skatede og at hun måske havde øvet sig sammen med dem, men nej det var der ikke. Anna vil bare gerne skate og så må man jo starte med at få det lært. Anna giver ikke op fordi tingene driller, hun stopper ikke fordi noget gør ondt, hun bliver bare ved til hun kan det hun vil.

Anna er sådan en der har klatret i træer fra før hun var to og som frygtløst kaster sig ud i udfordringer, men samtidigt er hun voldsomt genert. Siger typisk ikke et ord, før hun kommer hjem hvor hun så tilgengæld taler og taler og taler så det er svært for andre i husstanden at få en halv sætning indført. 

Anna er ikke sådan en der piver. Ikke bare fordi noget gør ondt ihvertfald. Pigen er næsten altid dækket med blå mærker og skrammer og hun ved næsten aldrig lige hvor de nu kom fra, for hun rejser sig bare når hun falder og knogler videre. For nylig brækkede Anna håndledet til karate. Hun trænede selvfølgelig videre alligevel, men da hun så faldt igen og de skulle lave armbøjninger, så måtte hun alligevel give op. Dagen efter tog jeg på sygehuset med hende. Bare lige for at tjekke, for pive gjorde hun faktisk ikke. Ingen kunne ligesom tro at den glade lille pige havde brækket noget. Ikke før de så røgenbillederne. Så kom de farene fra alle retninger med piller og trøst og slynger, fordi det viste sig at være et særlig grimt brud.

Anna er sådan en der er ligeglad. Ikke med at vinde og ikke med at få først og størst og bedst, men ligeglad med hvad andre nu lige mener om det hun vil og også fuldstændigt uintresseret i at koste rundt med andre på den klassisk intregante pigemaner. Anna har masser af veninder, men hun kan faktisk bedst lide hvis de er sig selv og tilgengæld lader hende om at være sig selv også. Anna kunne faktisk ikke være mere ligeglad med hvad der er hot og hvad der er not og hun himler lidt hemmeligt med øjnene over popidoler og samlemanier.  

Anna er sådan en der faktisk ikke har noget legetøj. Bamser ja, men faktisk ikke meget ellers af det man kan hitte i en legetøjsbutik. Anna vil helst lave sine ting selv. Hun limer og hamre og klistre og hitter på fra morgen til aften og går gerne til legetøjsdag i skolen med noget hun selv lige har limet sammen. Der står hun så nok så stolt med en kreation af kasser, mens alle andre har de dyreste, nyeste numre fra legetøjskateloget under armen. Det rør ikke Anna og lige præcis derfor ender de andre med at synes at det hun har lavet er det sejeste. Søsteren synes så godt at hun kunne gøre tingene lidt mere færdige og pæne, men det gider Anna ikke. Anna holder af ideprocessen og hvis det ikke kan holde i længden, jammen så laver hun da bare noget nyt.

Anna er sådan en der er lidt hård udenpå, men indeni bære et hjerte så stort at det holder hende ved jorden. Hun kan ikke med ufred og drillerier. Ved ikke hvad hun skal stille op med det og holder afstand til børn der skaber ballade. Mig giver hun så mange små breve og så meget kærlighed at jeg helt banalt sagt føler mig varm også på dage hvor kulden ellers gerne vil krybe ind i det inderste. 

På Badut har I kunnet følge Anna fra dengang hun bare var to år gammel og sad i en trækvogn. I har set hendes hest og hendes elskede Bamse. Op gennem barndommen har I set hende sjæle jordbær og lave opfindelser, bygge huler og tage på eventyr. Ligesom mine andre børn har Anna skabt Badut og I er kommet til at kende en lille bitte flig af det menneske som er Anna. 

Fra byggepladsen

Et hverdagsglimt.

Fra mit kontor har jeg den dejligste udsigt ud over Storåen. I alle de år vi har boet her i Holstebro har vi desuden haft udsigt til en stor privat park, men med det er det slut. Parken er solgt, træerne fældet og nu bygges der et enormt hus på pladsen.

Helt heroppe hvor jeg sidder ryster min computer og hvert andet øjeblik skal jeg lige op og se hvad det nu er de har gang i dernede. På en måde er det lidt spændende at følge med i sådan et byggeri fra første parket, men jeg skal da indrømme at jeg har flyttet rundt på skrivebordet for at begrænse kikket til byggepladsen (og det kommende hus) mest muligt.  

Ved faktisk ikke helt hvorfor jeg deler dette lille hverdagsglimt med jer derude. Måske er det bare for selv at huske hvordan byggepladsen så ud eller også er det fordi det er svært at tænke på andet når computeren danser rundt på bordet... 

Se flere hverdagsglimt her.

I leg og glæde: Et søndagsglimt

Man kunne vælge at sige meget grimt om det kaos, der fortsat hersker i haven efter at vores store kastanjetræ er blevet fældet.

Man kunne omvendt også vælge at sige noget pænt. Fx at Anna og hendes veninder aldrig har haft bedre legeplads, komplet med kæmpestor selvbygget hule og balancebom. 

Sådan er det med det meste. Næsten alt hvad jeg kender til har to sider. Mindst!

Hverdagsglimt: Små ustylede glimt fra min virkelighed. Oftest et hastigt klipset billed og en bid spontan tekst. Andre gange en lille håndfuld billeder næsten uden tekst. Læs flere hverdagsglimt her.

Efterårskrukke

Jeg skal være ganske ærlig: min have er et kaos dette efterår. Mine bede er forsømte og vi har endnu ikke nået at få ryddet op efter den store træfældning. Jeg savner mit store gamle kastanjetræ, men dødt var det jo så der var ikke noget at gøre.

Til gengæld har jeg nu i over en uge glædet mig over denne efterårskrukke som jeg lavede i et øjebliks inspiration. Det tog ikke engang 5 minutter og er let at gøre efter hvis du har lyst.

Intet kaos er så stort at Anna ikke kan bygge en hule

Et hverdagsglimt fra i går.

Hip, Hip, Badut fylder 6

Der er nogle år for hvem man gerne råber HURRA. Højt og rungende og med både trut og tramp. 

I år er ikke sådan et år. 

Rent ud sagt har det været lidt et trist år. Sidste år holdt jeg min første fødselsdag uden min mor og i år er det så begge mine forældre, der mangler. Det er tomt. 

På forhånd var det slet ikke rigtigt gået op for mig at netop min fødselsdag ville blive en særlig svær dag. Jeg tænkte mest på deres fødselsdage og på jul og sådan. Alligevel er det tomt og jeg savner deres stemmer i telefonen.

Og ja, det er min fødselsdag idag. Det har altid været Badut, der fyldte mest på jeres side af skærmen, men Badut er faktisk en gave jeg valgte at give mig selv og det er helt uden tvivl den bedste gave jeg nogensinde har ofret på mig selv. Gennem årene og alle de forskellige faser af indlæg har Badut lært mig så meget som jeg aldrig ville have lært uden bloggen.

Det aller aller bedste er selvfølgelig alle jeres dejlige kommentarer og mails. TAK fra hjertet for hver eneste og for alle de besøg I beærer mig med. Det kan måske lyde lidt krukket, men jeg skriver Badut til jer, der læser med og netop fordi det er jer jeg skriver til, bliver Badut dag for dag en gave til mig selv (Jeg skrev det meget bedre sidste år så hvis du ikke fatter hvad jeg vrøvler om kan du læse det her).

I år var ikke et Hurra år. Alligevel synes jeg at et "hip" er på sin plads. "Hip" er nemlig den lyd man ligesom siger for at kunne give sit hurra ekstra kraft og jeg har simpelthen besluttet at det næste år skal være et HURRA år. 

Til alle jer derude: Tak fordi I er der. Uden jer var der hverken grund til hip eller hurra!

Ps: Til dette indlæg skulle der have været et billed af en meget lækker kage jeg lavede i lørdags og faktisk også en opskrift. Detsværre er jeg endnu (efter 6 år!) ikke så tjekket at jeg nåede at fotograferer kagen inden den var spist.

Min kastanje er død

aflivet ganske enkelt af de fæle minérmøl.

 

Sidste år døde vores unge kastanjetræ og i år kom turen så til det store gamle, der stod midt i haven og gavmildt dryssede store mængder kastanjer ned til mig og børnene. Det blomstede faktisk så fint i foråret, men det var som om bladene ikke helt havde kræfter til at folde sig ud og træet nåede aldrig helt at blive grønt før det begyndte at smidde bladene. Hen på sommeren stod det derfor klart at det måtte fældes og idag skete det så. Jeg har læst at mange katanjetræer dør i disse år og at det måske skyldes en bakteriekræft. Det er der imidlertid intet der tyde på har været tilfældet med vores træer. Syntomperne passer slet ikke og vores meget kyndige træfælder siger at det er minérmøl der har tappet træets kræfter. 

Med et brag der fik hele huset til at ryste faldt vores højt værdsatte træ og nu sidder jeg her og ser lidt trist ud på haven, der har mistet den smukke knudrede stamme der stod som tvilling til vores rødbøg.

Også rødbøgen er blevet stammet op i et forsøg på at redde den så jeg tror vi har nogle egern der bliver godt gale i tophuen. Hoppet fra lærken over i rødbøgen og videre til kastanjen med egernkassen var nemlig deres højhastighedsbane og nu er den væk. Jeg håber de kikker sig for før de bare sprinter ud på de grene der ikke længere er der.

Til gengæld er hele haven nu så fyldt med kæmpe grene jeg skal have slæbt væk og af det kan man måske lære at intet er så trist at det ikke også er hårdt arbejde for nogen.

 

Hverdagsglimt: Små ustylede glimt fra min virkelighed. Oftest et hastigt klipset billed og en bid spontan tekst. Andre gange en lille håndfuld billeder næsten uden tekst. Læs flere hverdagsglimt her.

En efterårsdag i det gamle Ebeltoft

Der er mange glæder ved at have udvekslingsstuderende. En af dem er at man får lov til at lege turist steder hvor man måske ellers færdes med lidt for stor selvfølge. Ved at vise frem får man den glæde at opleve gammelkendte steder på ny og når de unge mennesker bliver begejstrede smitter det så dejligt. Nu er jeg måske også lidt let at begejstre, men lad det nu ligge...

Flyver, fare og fejre -- et hverdagsglimt

Jeg har travlt i disse dage og ret forkælet mest med oplevelser og højt hurra. 

I weekenden var hele familien på Ærø, fordi vores Amrikanske udvekslingstuderende havde valgt at det var den plet Danmark hun allerhelst ville se. Vi vil jo rigtigt gerne vise de unge mennesker lidt andet af Danmark end det Vestjyske og derfor spørg vi dem hvad de allerhelst vil se. Karli fra Canada (der elsker hav og natur) valgte Skagen, mens Jeri Ann (der elsker historie og små gamle huse) valgte Ærøskøbing. Man kan ikke sige at det var et valg, der blev modtaget med begejstring af vores egne børn. De vil rigtigt gerne med på de små Danmarks ture, men helst hvis vi kan få det overstået på en dag og det kan man altså ikke når det er Ærø man skal besøge. Manden var også hårdt presset for at finde hele to dage i træk han kunne holde arbejdesfri. Alligevel må jeg sige at vi fik et par forrygende hyggelige dage på Ærø. Ærøskøbing var præsis lige så smuk og hyggelig som Jeri Ann havde drømt om at den ville være, vi boede helt formiddabelt dejligt på Vestergade 44 og vejret var med os. I tilgift var øen smuk og Søfartsmuset i Marstal et hit hos alle. Det endte såment med at alle erklærede at det havde været en fantastisk tur og at Anna allerede har besluttet at det er dér hun skal bo når hun bliver voksen. I slipper ikke for billeder, men jeg er altså ikke noget til det endnu...

Mandag gik sådan bare med at være mandag, men allerede tirsdag var der igen udflugt på programmet. Jeri Ann og jeg havde nemligt fået lov til at tage med i bilen når manden skulle til heldagsmøde i København. Derfor stod vi op klokken 3 og ramte København i tide til mandens møde. Jeri Ann sov hele vejen under sit tæppe og var helt klar på at opleve en masse allerede fra morgenstunden. Da vi nu kun var to på sightseeing nåede vi omkring mange af de steder hun gerne ville se og i tilgift omkring nogle steder jeg lige syntes passede til hendes intresser. Ud over sådan almindeligt Københavner liv og et par butikker som hun måtte se, fik vi set Christania, Rundetårn, Marmorkirken, Amalienborg, Børsen, Nyhavn og Rosenborg. Desuden var vi oppe i tårnet på Christansborg, noget jeg aldrig har prøvet før. Jeg ville faktisk godt have givet frokost deroppe, men gik lidt død i priser og skrappe reservationskrav.

I stedet spiste vi frokost på den helt fantastisk hyggelige Restaurant Amalie lige ved Amalienborg. Det kan varmt anbefales. Fantastisk dansk frokost mad (anbefalet af Michelin), sød betjening, hyggelige lokaler med stivede hvide duge og musselmalet porcelæn og det altsammen til priser, der faktisk ikke er højere end en standart cafe. Her kommer jeg helt sikkert igen næste gang jeg har en udlænding der skal se København, for det var bare dansk på den bedst tænkelige måde.

Hen af aften var mandens møde færdigt og så gik turen retur til Holstebro. På det tidspunkt var både Jeri Ann og jeg godt trætte og dertil kolde og våde. Alligevel tror jeg dagen var en succes for Jeri Ann har i hvertfald besluttet at hun vil læse i København. Hjem kom vi og ungerne havde bare klaret dagen så fint helt alene. 

Allerede klokken 5 næste morgen trissede jeg op igen for at gøre klar til mandens fødselsdags fejring. Han er jo ikke meget hjemme, hellere ikke på sin fødselsdag, så det med fejring må foregå tidligt og sent. Til morgen fik vi hyggelige brunch og til aften havde manden ønsket sig klassisk hønsekødssuppe. Rigtigt efterårshyggeligt og kun bedre (synes jeg selv) af at der også var islagkage med mazarinbund. Manden elsker nemlig is og marcipan...

Og nu er det så torsdag. BAM!! I morgen starter efterårsferien. Manden er på arbejde, men vi andre har et travlt program med masser at ting vi skal vise Jeri Ann, længe ventede gæster, Mathildes første kunst installation på et rigtigt kunstmuseum og selvfølgelig noget mere fødselsdagstamtam. Det kan da kun blive en god uge.

Håber også at alle i derude har gode dage. Jeg er bagefter med både mails/kommentarer og med det almindelige hverdagsliv og beklager selvfølgelig. Mon ikke det en dag lykkes at nå til det hele? 

Hverdagsglimt: Små ustylede glimt fra min virkelighed. Oftest et hastigt klipset billed og en bid spontan tekst. Andre gange en lille håndfuld billeder næsten uden tekst. Læs flere hverdagsglimt her.