Badut

Slik hjerne

Hverdagsglimt fra sommerens sidste dag

Det er fredag og i aften bliver slikskattekisten højtideligt låst op. (Det med låsemekanismen er nødvendigt for ellers fordufte slikket lige så stille. Måske er det drillenisen, der allerede er på spilop listeri eller måske er det faren der er sliksulten når han kommer sent hjem fra møder. Måske! Eller måske er det bare sådan noget slik gør: fordufter når ingen kikker. Måske!)

Nå men det er fredag og det forklarer muligvis at denne samtale mellem Anna og mig på cykelturen hjem fra SFH tog en lidt pudsig drejning:

 

Anna: "Hvorfor er det nu at jeg skal have cykelhjelm på?"

Mig: "For at passe på din hjerne. Jeg elsker din hjerne, det er den bedste hjerne i verden!"

Anna: "Hvorfor kan du lide min hjerne? Den er alligevel bare fuld af slik..."

Øjeblikkets blomst

Efter mange dage med hyggelige gæster var de voksne i dag lidt flade. De store tullede rundt med deres venner, manden hamrede på havehuset, Anna og jeg lavede lidt jordbærsyltetøj og bagte nogle kammerjunkere og ellers lavede vi absolut ingenting.

Ret dejligt faktisk.

Hen under aften blev det dog for stillesidende for Anna, der halede mig ud på vores sædvanlige runde om åen. 

Det meste af vejen sippede hun energisk, men da vi nåede til engen fik jeg sippetovet i lommen så hun kunne plukke favnen fuld af blomster. Som hun plejer spurgte hun mig ud om hver enkelt blomst og jeg måtte forklarer jeg ikke ved alt, men at hun da selv kunne læse til biolog og få alt at vide når hun blev stor. Skeptisk så hun op på mig og svarede: "jeg skal da ikke være sådan en der læser om blomster i en bog mor. Jeg skal være sådan en der elsker dem og plukker dem..."

Og ja sådan bør det egentlig være med livet. Vi andre går og sukker lidt over den grønne vinter og læser os triste i de daglige vejrudsigter. Anna derimod plukker sommer også i gråvejr.

Med håbet om at også I kan finde steder at plukke sommer.

Når to bliver til fler

Her til aften har Anna og jeg været til sommerfest i Fritteren. Egentligt skulle de andre også have været med, men de store blev invitereret til rollespil og faren havde lige glemt at han var forpligtet andet steds så lige pludselig var vi helt tosomme og det var faktisk vældigt hyggeligt.

Ja for hvordan kan det være andet end hyggeligt når der både er svampekast, flødebolle-kaste-makine, fiskedam og venner over hele linjen? 

Børneloppe marked var der også og det var heldigt for der fandt Anna naturligvis straks et lyserødt sanddyr som hun har manglet hele sit liv.

Stolt gik hun en tid rundt med dyret på skulderen, men så kom hun i tanke om at der manglede noget.

Ja hun måtte da have et sanddyr mere for som hun sagde: "hvordan skal de ellers kunne parre sig?" og dér havde hun selvfølgelig en pointe så vi gik tilbage til boden. Detsværre var der kun en skildpadde tilbage, men den blev straks godkendt som sanddyrs mage og nu venter jeg spændt på at se sand-afkommet af et lyserødt firben og en grøn skildpadde. 

-------------------------------------------

Hverdagsglimt: Små ustylede glimt fra min virkelighed. Oftest et hastigt klipset og helt uredigeret billed og en bid spontan tekst. Andre gange en lille håndfuld billeder næsten uden tekst. I dag billeder fra telefonen (og det er jeg ellers ikke vild med). Læs flere hverdagsglimt her.

Så gammel som en halvglemt krig

Hverdagsglimt fredag aften:

 

Min mand er på jagt hele weekenden så jeg præsidere alene over et bordfuld snakkende unger ved aftensmaden. Samtalen flyver i alle retninger og der tales om den kolde krig, om all-inclusive på tyrkiske hoteller, om hvorvidt det kun er mafiaen, der kører første klasse på den transibirske jernbane og omhvorvidt rødkælken mon er en standfugl.

Jeg skal helst mene noget om det hele og er allerede en kende rundforvirret da en af vennerne spørg om jeg var med i krigen?

Vi har lige været en runde forbi den kolde krig så jeg tror det er den der er oppe og vende igen og begynder at forklarer at jeg skam levede, men at det med lige den konflikt vel er et spørgsmål om hvordan man var med eller ikke med? "Nej" afbryder drengen "ikke den krig. Du ved den der store krig med kanonerne..... Var du med der?"

"ææææ" mumler jeg, for der er jo flere at ta' af.... "mener du anden verdenskrig?"

"Nej" siger drengen utålmodigt "Slaget ved Dybbøl, selvfølgelig!"

"1864!" udbryder jeg og griner så frikadellserne forskrækkede triller i dækning bag skålen med grønsager "nej, det kan jeg ikke prale af".  

Men ved I hvad? Bagefter mens drengene og min vilde yngste afholdt et mindre slag i gangen og kanon-kugle-bamserne fløj gennem luften, tænkte jeg at det ville kunne forklare en del, både hvorfor jeg altid er så forbasket træt og hvorfor jeg ligesom altid er mærkeligt ved siden af alting. For fremtiden vil jeg simpelthen påberåbe mig min status som olding og nægte at høre noget der ikke lige passer mig. 

 

 

Lotteri

Hverdagsglimt torsdag den 15. septemper, valgdag.

 

Badut er ikke en politisk blog, alligevel tillader jeg mig i anledning af valgdagen at bringe et morgenpolitisk grin. 

Over morgenbordet var vi i dagens demokratiske anledning i gang med at se på dagens kabale, sådan at børnene kunne komme med ned til valgbordene og helst én af gangen for sådan får de mest ud af det. På Fejø var det jo en naturlig ting, fordi stemmestedet stod midt i børnenes hverdag, men her er det lidt mere logiskisk udfordrene.

Snakken fik Rasmus til spontant at udbryde: "Jammen hvor er det man får de der lodsedler?"

Og deri har den unge mand måske mere ret end han selv ved af....

At gøre dejligt

Af og til får man et udtryk forærende og nogen gange gør det udtryk hele forskelden. 

I går gav Hanne mig netop sådan en gave da hun fortalte denne historie i en kommentar: 

Herhjemme hedder det at "gøre dejligt".
Et udtryk min søn indførte for mange år siden, lige præcis om vores bryggers.
Han synes åbenbart der var blevet lige vel rodet, for han kiggede på sin mor og sagde: "Tror du ikke snart du skal gøre dejligt herude mor?"

Tak Hanne. For fremtiden vil det aldrig hedde andet i mit sind.

Lyskontakten

Hverdagsglimt fredag den 31.12. Tidlig morgen. 

Det blev sent i går, mest fordi der var en krimi, men også fordi jeg gerne ville sige godnat til min mand, der først var hjemme efter midnat og som jeg vidste havde planer fra tidlig morgen til sen eftermiddag her på årets sidste dag. Hvis jeg skal nå at se ham skal det altså ske i nattetimerne.

Knap var jeg i seng før min yngste græd og jeg vaklede derind i hendes store seng. Nu ligger jeg her i det buldrende morgenmørke, mens hun mosler rundt om mig med kærlige hænder. "Det er nat" mumler jeg og holder øjnene stædigt lukket "det er nytår i aften og vi skal prøve at sove til det bliver lyst". "Jamen" siger barnet glad "der er trykket på min kontakt og jeg er helt fuld af lys."

Og sådan må det være. Inden i nogen mennesker er lyskontakten simpelthen tændt selvom mørket buldre derud af og på en eller anden måde har min lyskontakt sat sig fast på slukket. I det nye år håber jeg for mig selv og for alle jer der læser med her at lyset vil skinne både indeni og udenpå. Godt nytår.

Der er flere glimt fra min hverdag hvis du klikker her.

 

Man sætter jo ikke en pølse på vel?

 

Hverdagsglimt tirsdag den 2. december. Det er aften. Mørkt i min yngstes lyserøde værelse. Hun lægger sin bløde kind ind mod mig. Duften af æble og shampo med rose. Jeg er træt og har to andre børn at få gelejdet ind i seng så jeg håber hun vil sove på et lille bitte mørkt øjeblik.

I værlset kører Oline radio. Børnene taler om jul. De taler om stjernen i toppen af juletræet og en lille pige siger at den er der fordi det er kønt og fint. Så kommer der en dreng. Han tænker længe over spørgsmålet før han svarer: ”jeg tror der er en stjerne på fordi der er mange stjerner til jul. Man sætter jo ikke en pølse på vel? Det ville man ikke gøre”. Latteren bobler i maven. Jeg kan ikke lade være. Midt i mørket vækker jeg min næsten hendøsede datter med en latter der bare ikke kan lade være.

Kærester?

I weekenden har vi været i Jylland hvor vi blandt andet besøgte Farmor der på allerkærligste vis er noget nysgerrig. Hen over kortbordet spurgte hun min yngste på fire: ”har du så en kæreste i børnehaven?” ”Nej” svarede barnet bestemt. ”Jamen er der da slet ingen søde fyre” udfrittede Farmor. ”Jow” svarede barnet ”Carla!”

Stive tænder

Lørdag aften sad min søn og hans ven og grinede vældigt over alt mellem fodboldgræs og mærkelige opfindelser, mens de gnaskede hjemmebagte pizzaer. Vennen drak en slurk vand og blev pludselig helt alvorlig da han udbrød: ”Å altså mine tænder bliver altid helt stive når jeg drikker vand”.  

Se flere sjove ting sagt af mine børn og deres venner ved at klikke her.