Haver er på nogle måder lidt lige som børn. Før man får sin første er man voldsom klog på det hele. Så står man med sin første i favnen og bliver måske lidt overvældet over alt man ikke vidste alligevel. Lidt efter lidt bliver man klog på mere og får man aldrig flere haver at rykke i er man ret sikker på at man kan generalisere ud fra den have man nu er kommet til at kende så godt.
Før vi flyttede til huset ved åen har jeg altid ment at efterårsblade hørte til i havens bede hvor regnorme kunne fornøje sig med at omdanne dem til dejlig muld. Her i vores område er det imidlertid en håbløs strategi. Hele kvarteret er bygget ind i en gammel skov med store træer og bladene vælter ned i et omfang som regnormene slet ikke kan fordøje. Derfor river vi nu hvert år et par trailer fulde af efterårsblade som vi køre til kompostering.
I dag var der efterårssol, manden var hjemme og haven var fuld af blade. Rasmus var til fødselsdag, pigerne hyggede sig og vi voksne besluttede at gå alene i haven. Det var faktisk rigtigt hyggeligt for i november, december er det ikke meget vi ser hinanden. Knap var vi imidlertid kommet igang før begge pigerne helt af sig selv kom ud og gjorde os arbejdtsomt selvskab. På billederne er der mest billeder af sjov og blad ballade og det er jo også den store attraktion ved arbejdet, men faktisk var de begge to dejligt flittige.