Året rundt med nemme salater: Januar
Der er ikke meget primadonna over sådan et hvidkål. Billigt er det, holdbart og tilmed sundt. Med andre ord ægte hverdagsfryd fra yderst til inderst og det på allerskønneste knasende vis.
Det er derfor oplagt at den sparsommelige og fornuftige frøken januar, der elsker alt hvad der er sundt og ærligt må have hvidkålssalaterne som sit salat tema.
En god salat handler om modsætninger. Der skal være noget der knaser og noget der er blødt, noget der er sødt og noget der bibringer syre, styrke eller bitterhed.
Hvidkål er i sig selv dejligt knasende sprødt med en smag, der rummer både bitterhed og sødme. Derfor er det oplagte modspil til hvidkål noget der er blødt, som fx en cremet dressing eller bløde appelsinstykker. Smagsmæssigt klæder det hvidkålen lige godt med modspil fra det søde eller fra det stærke eller syrlige.
Jeg giver jer i denne måned et par bud på supernemme, men evigt lækre hvidkålssalater og håber I vil inviterer dem indenfor i jeres januar køkken.
Klik her for opskrift på hvidkålssalat med æble og cremet valnøddedressing.
Klik her for opskrift på hvidkålssalat med rød grape og knasende soyamandler.
Mon ikke der til næste januar kommer endnu et par nemme hvidkålssalater?
Badut er det jeg kalder en årstidsblog. Året rundt blogger jeg årstidsnært med opskrifter, billeder og kreative ideer, der passer til den enkelte måned. I Januar har jeg fokus på sparsommelighed, sundhed og eventyrlig poesi. Derfor har jeg valgt hvidkål til mit tema om hverdagssalat. Omme på min side af virkeligheden spiser jeg iøjeblikket helt vildt mange citrussalater, men det tema må vente til februar.