Badut

Æggejagt

Påskeharens bedste ven fortæller at Påskeharen som lille harekilling spiste af et magisk æg og på den måde blev påskehare. Den nuværende påskehare er således ikke den første påskehare der har eksisteret og det passer meget godt med de oplysninger man kan finde på historie-online. Her fortælles det at påskeharen oprindeligt kun kom i Tyskland, men at æglægningsaktiviteterne med tiden er blevet spredt ud over mange lande. I Danmark hoppede påskeharen første gang over grænsen omkring år 1900, men længe holdt den sig kun i Sønderjylland. I begyndelsen lagde påskeharen kun hønseæg, men fra 1930erne skete det af og til at der blev lagt chokolade æg.

Der er meget stor variation i påskeharens æglægning. I nogle danske familier ligger påskeharen mange små sukkeræg indenfor, i andre familier ligger den et enkelt chokolade æg i haven.  Der er også stadigt familier hvor påskeharen ligger fint farvede hønseæg sådan som den gjorde i gamle dage. I USA ligges der ofte flere hundrede små plastikæg med indhold. Nogle steder går hele nabolaget på jagt i hinandens haver, andre steder holder man sig til sin egen have ligesom de fleste gør det i Danmark.

I vores familie har vi prøvet lidt af hvert. I vores lejlighed på Frederiksberg gemte påskeharen små æg de mærkeligste steder. I vores have i Sverige gemte den kun ét papæg der til gengæld var fyldt med påskelækkerier og små kyllinger. Det store papæg var den bedste gevinst, men selve æggejagten var sjovest når der var mange æg. Det år vi flyttede til Fejø hjalp jeg påskeharen lidt og supplerede det fine papæg med seks små syltetøjsglas til hvert barn. Hvert syltetøjsglas indeholdt en lille gave, f.eks. frimærker, en hoppeboldt eller en lille påskekylling. Jeg pakkede syltetøjsglassene ind i silkepapir, en påskefarve til hvert barn så de kunne kende forskel og det blev en rigtig sjov æggejagt, selvom det ikke var rigtige påskeæg. 

Året efter fandt min søn på at han ville skrive brev til påskeharen og det brev gjorde påskeharen så glad at han bad mig om hjælp til at skaffe nogle flere papæg til børnene i vores hus. Lige siden har børnene og deres eventuelle påskegæster haft mange æg at lede efter i haven. Æggene ligger i små fryseposer så de ikke tager skade af fugten i græsset og sammen med dem ligger der små fjer i forskellige farver. Hvert barn har sin egen farve og aftalen er at man ikke siger noget hvis man under jagten støder på æg der ikke er ens egne. Min yngste datters æg er gemt i et lille område, mens de større børn må lede længe i hele haven før de har fundet alle deres æg. Når alle æg er fundet åbner børnene dem samtidigt, et æg af gangen.

Hvis du klikker her kan du se hvordan jeg laver påskeharens æg ligger i vores have.

Hvis du klikker her kan du se mange flere påskeideer.

--------------------------------------------------------------------------

Billeder fra æggejagten 2008.

---------------------------------------------------

Barndommens skattekiste

 

Barndommens skatkiste er fyldt med glinsende stene. Små magiske øjeblikke langt mere værd end guld og nidkært bevogtet af dragen i vores hjerter. Kun sjældent linder vi på låget og deler vores skatte med et andet voksent menneske. Vi ved at vores skatte er omsvøbt af en magi som kun få voksne kan bryde og når vi rækker de uforstående vores glitrende sten ser de kun et glasskår, værdiløst og patetisk.  

Helt anderledes er det med vores børn. For vores børn slår vi låget på skatkisten på vid gab og sender dragen på mission i en helt anden galakse. For vores børn vil forstå os. Vores børn er børn som vi var børn og deres øjne må kunne se skattene som vi fandt da vores øjne endnu var åbne. Vi rækker skattene frem med udstrakte hænder og venter at se et par glødende barneøjne tage imod. Men vi er ikke vores børn og vores børn er ikke os. Derfor er det ikke altid den samme skat vi kan opdage og nogle af de skatte vi fandt da vi var børn er værdiløse som grus for vores børn. ”Helt ærligt” siger de og vrider sig utålmodigt i støvet af en svunden barndom.

På denne måde gik det mig da jeg forsøgte at introducerer mine elskede Flower Faries for mine to ældste børn. Min ældste datter er et meget høfligt og omsorgsfuldt menneske så hendes afvisning var pakket ind i venlig interesse og fine tegninger. For den udenforstående kunne det ligne samhørighed, men jeg viste at det hun søgte mere var mig end den gave jeg gerne ville give hende. Min søn er anderledes ligefrem og erklærede åbent at feer er for tøser. Eneste acceptable undtagelse er forårsfeen der er ret sej fordi hun kan kæmpe med sværd og udøve rigtig magi. Andre stene fra min skatkiste har de set skinne, men denne sten kunne de ikke samle op.

Helt anderledes er det gået med min yngste datter. Fra hun var ganske lille har hun set på træerne og blomsterne med interesse og talt om at de ikke var ens. Før hun kunne gå gik vi sammen med barnevognen og smagte på æblernes mangfoldighed. Senere mens hun endnu sov til middag i barnevognen udvalgte hun omhyggeligt dagens sovetræ. Min yngste datter er i sit hjerte overbevist om feernes eksistens og kan ofte findes fordybet i samtale med de væsner der bebor en plante eller et træ. Hele efteråret talte hun særligt venligt til tomatplanterne, for hun elsker tomater. Og længe, længe efter at tomatplanter burde have takket godnat til sommeren gav vores planter tomater som kunne gnaskes med fryd. Først da frosten blev hård måtte de visne og jeg måtte forklare en lille pige på to år at også tomater skal sove.

Da jeg første gang viste min yngste bogen med blomster feer blev hun glad, ja nærmest ekstatisk. Hun spurgte til hver enkelt plantes navn og snakkede til feerne som var de gamle venner. Siden har hun hver dag kikket op i det store platantræ der står i skolegården og hvisket med den hemmelige ven der bor i træet og som kun hun kan se. Min datter tog en sten fra min skatkiste og værdsatte den endnu højere end jeg selv havde gjort.

------------------------

Billeder fra en af vores mange ture sammen sidste efterår i haven og på stierne langs marken. Vi rørte ved barken, så på bladene og smagte på æblerne. Min dengang toårige datter viste mig mange ting jeg aldrig før havde set.

------------------------------------------

Flower Fairies

Der er øjeblikke der varer hele livet. Øjeblikke som definerer os og sætte ramme om det liv vi vil leve fremover. På samme måde er der bøger der ætser sig ind i vores liv og med deres fortælling ændre os for altid.

Der er mange vigtige bøger i mit liv, men denne lille bog er noget helt særligt for mig:

Jeg fik ”Flower Fairies of the Trees” af Cicely Mary Barker da jeg nyfødt og forsvarsløs lå i min vugge. Måske er det derfor at disse tegninger fik så stor indflydelse på min barndom. I timer har jeg som lille pige kikket på de små blomsterfeer og digtet historier om deres dramatiske liv i trækronerne. På tegningerne ånder alt idyl, men i min barndoms fantasi var der kamp og farefulde rejser. For mig var disse feer magtfulde væsner der med list og vovemod kunne langt mere end trippe på grene. Skove ville visne og farver dø hvis ikke de små blomsteralfer vågede vingerne for deres udvalgte træer.

Senere var det denne bog og min søsters ”Flower Fairies of the Wayside” der inspirerede mig til min første spæde interesse for botanikken. For naturligvis måtte jeg ud i haver, krat og marker for at finde de træer og blomster som var afbilledet i bøgerne. Det særlige ved Cicely Mary Barkers bøger er at hun forener de magiske små portrætter af blomsterfeerne med meget detaljerede og naturtro tegninger af planterne. Derfor genfandt jeg mange af mine venner derude i virkeligheden. Tidligt kendte jeg den ene blomst fra den anden og når jeg plukkede buketter huskede jeg altid at lade nogle blomster stå så de kunne kaste frø.

På den måde introducerede en lille uskyldig barselgave mig på én og samme gang til den dramatiske fantasiverden hvor alt kan ske og til de eksakte iagttagelsers verden. To elementer der har indrammet min barndom og været med til at forme det menneske jeg i dag vil kalde for mig.

----------------------------------------------

Cicely Mary Barker og hendes Flower Fairies er utroligt populære i dag. Bøgerne er genoptrykt og motiverne brugt på alskens tingeltangel fra forklæder til sæber. De små Flower Fairies har naturligvis også deres egen officielle hjemmeside der er lidt for sukret for min smag, men har den fordel at man kan finde mange af de originale tegninger hvis man leder længe nok.

----------------------------------------------

Sådan fejrer vi forårsjævndøgn

Forårsjævndøgn er en af årets smukkeste dage. Klik her og her for at læse om lysets år med de fire vendepunkter og her for at læse om jævndøgn. 

Til forårsjævndøgn hjælper vi forårsfeen med at jage vinteren væk. Alle udstyres med kappe og sværd og slås højtideligt til forårsriddere. Med hævet sværd drøner børnene herefter ud i haven, parken eller skoven. De svinger med sværdene så vinteren bliver bange og giver plads til forårets blomster. Rundt omkring i det område jeg har udvalgt er der sat plastikblomster som børnene efterhånden plukker. Når alle blomsterne er plukket leder vi efter forårsfeens træ, der er pyntet med skinnene krystaller. Under træet ligger der en lille gave fra forårsfeen som tak for hjælpen.

Vi har fejret forårsjævndøgn på denne måde i mange år nu og det er en af vores yndlings familietraditioner. Vi startede traditionen da min søn var 1½ år og min ældste datter 3½. Dengang ejede vi en ødegård med tilhørende bøgeskov. Huset og skoven lå på toppen af Søderåsen og bliver kaldt for ”Änglaberga” (englenes bjerg). Navnet kommer af at man i gammel tid mente, at det var det tætteste man kunne komme englene i Skåne.

Fordi huset lå højt kom foråret sent og vi havde tit lidt sne omkring forårsjævndøgn. Jeg ønskede at skabe en tradition der kunne markerer overgangen mellem vinter og forår og som ville få os alle sammen ud på eventyr i vores bøgeskov.

Fordi jeg havde en dreng og en meget drenget pige var det vigtigt for mig at markeringen ikke blev for tøset. Det er derfor jeg har valgt at udstyrer børnene med sværd. Hvis jeg kun havde piger kan det godt være at jeg havde valgt tryllestave i stedet, men også for tøsede piger er der noget fantastisk ved at drøne gennem en forårsdag med hævet sværd.

Det første år syede jeg fine grønne kapper, købte blomster, plastik diamanter og træsværd som jeg pyntede med ædle glassten. Kapperne har vi endnu, men ofte vælger børnene én af kapperne fra udklædningskassen i stedet. Træsværdene er gået tabt for længe siden, de blev slidt op på ærens mark og er nu erstattet med børnenes rollespils sværd og med skumsværd fra udklædningskassen. Diamanter og blomster opbevarer jeg sammen med kapperne i en lille kasse så det hele er klar til at blive sat op. Alt i alt tager forberedelserne sjældent mere end ti minutter.

Vi har jaget vinteren væk i skove, krat, haver og parker og alle steder har det virket helt efter hensigten for hvert eneste år har vinteren måtte vige og foråret er kommet til landet. De år hvor markeringen har fundet sted i meget store omgivelser har jeg valgt at placerer plastikblomsterne sådan at de har vist vej til forårsfeens træ. Omvendt har jeg de år hvor markeringen kun er foregået i vores have valgt at gemme blomsterne lidt forskellige steder i haven.

------------------------------------------------------

Billederne er fra forårsjævndøgn 2006 hvor børnene havde en veninde med. Min datter er iført en bålkappe hun selv har syet hos spejderne.

 

------------------------

Fejøs drillenisse

 

Min familie bor på Fejø, et lille lokal samfund med masser af traditioner. Et hemmeligt sted på æbleøen bor drillenissen. Det meste af året gør Fejøs drillenisse ikke meget væsen af sig, men når december nærmer sig får han travlt. Det er nemlig den samme nisse der kommer på besøg i alle husene og laver julehygge drilleri. Utrætteligt futter den lille fyr rundt i vintermørket og trylle-hygge-driller alle uanset om de bryder sig om det eller ej. Alle børnene elsker ham og tilbringer meget tid med at udveksle historier om alt det fis han laver i de forskellige familier. Allerbedst er det næsten når drillenissen laver det samme nummer i flere forskellige familier, for så kan man hygge sig i fælles glæde over den fjollede nisse og hans tosserier.

Selv er jeg egentligt ikke så meget for Fejøs drillenisse. Jeg syndes at vi har rigeligt bøvl med vores husvært Den Kronede Kat, og har slet ikke behov for at flere magiske væsner skal invaderer mit hjem og udrydde den smule orden der måtte herske. Derfor forsøger jeg hvert år, at holde drillenissen ude af vores hus. Først og fremmest nægter jeg ham risengrød og når det trick slår fejl (hvad det uværgeligt gør hvert år) så prøver jeg at skræmme ham væk med nisselarmsmaskiner og snedige fælder. Lige lidt hjælper det! Drillenissen finder altid måder at drille på og intet jeg hitter på kan holde ham væk.

Nu må jeg så også indrømme, at mine børn ikke er helt loyale i denne sag, men tværtimod har det med at gå bag om ryggen på deres gamle mor og dermed på uretfærdigste vis hjælper drillenissen til sejr. Fælder bliver ødelagt, risengrød smuglet ud af huset og nisselarms maskiner bliver erstattet af dejlig julemusik. På den måde er det jo en ulige kamp som jeg nødvendigvis må tabe.

I vores familie er det tradition at server årets første risengrød den 24. november, nøjagtigt en måned inden juleaften.  Det gjorde jeg naturligvis også i år. Som jeg plejer formanede jeg meget omhyggeligt ungerne om IKKE at sætte risengrød ud til drillenissen. Meget tyder på at mine unger ikke hører ordentligt efter for her til morgen fandt jeg på mit kamera et billede af en lækker skål grød og da jeg kikkede ud af vinduet, ganske rigtigt en tom tallerken. Ak, skaden var sket, drillenissen følte sig inviteret og med mindre det lykkes mig at skræmme den lille fyr bort, frygter jeg for en besværlig julemåned.  

 

Hvis du klikker på menupunktet ” drillenisse ” i oversigten kan du måneden igennem følge med i alt den ballade drillenissen laver i vores hus.

Den Kronede Kat

 

Vi bor til leje i et stort gammelt hus. Muligvis vil tingkontoret påstå at det er os der ejer huset, men det ville være en helt forkert påstand. Huset er ejet af ”den Kronede Kat”, et lille væsen på størrelse med et æble, men med en selvfølelse som en ægte monark.

Den kronede kat har boet her siden han lod huset opfører i 1928, men tillader os nådigt at bo til leje så længe vi ikke forandre for meget på hans hus. Lejen opkræves i naturalier, først og fremmest strømper, æblekage og underbukser, men også andre ting som hans majestæt måtte finde nyttige. Strømperne stabler hans majestæt ovenpå hinanden og bruger som seng, mens underbukserne anvendes som dyne. Den Kronede Kat er af den bestemte formening, at alle royale væsner i hele verden foretrækker underbukser som dyner og vil derfor ikke stå tilbage. Som indflyttere i huset er vi aldrig blevet spurt om vi finder lejen passende, den Kronede Kat tager simpelthen hvad han måtte ønske og mener selv at han er meget nådig når det af og til er muligt at finde to ens strømper i strømpekurven. 

Alle de steder vi har boet, har der været en eller flere magiske væsner der har drillet og tryllet og som ungerne har givet gaver. I det her hus gik der imidlertid længe før vi opdagede ”den Kronede Kat” og jeg var faktisk begyndt at tænke at min familie var alene i huset. At det ikke forholdt sig sådan opdagede min søn da han en dag mødte den Kronede Kat stående midt i æblekagen. Den Kronede Kat hilste nådigt og bemærkede, at min søns rollespils sværd så nyttigt ud.  Siden er den Kronede Kat ofte kommet på besøg på min søns værelse for at diskuterer kampteknik. Det forholder sig nemlig sådan, at den Kronede Kat ligger i uforsonlig kamp mod husets skurke: ”den Rådne Tomat” ”den Gakkede Bille” og ”den Forskruede Pasta”. Sidstnævnte er den farligste fjende, fordi den har et gevær der kan affyrer glemte pastaskruer.  Af samme grund beder min søn alle være omhyggelige med ikke at tabe pasta på gulvet, for at undgå at den Kronede Kats ærkefjende får ny ammunition.

Ingen anden i huset har endnu mødt den Kronede Kat, men hans tilstedeværelse er tydelig i mange sammenhænge. Mange ting forsvinder og dukker op på uventede steder, kager bliver spist og huset modsætter sig hårdnakket forandringer.

Samtidigt er der i huset en stemning, der simpelthen ikke kan opnås med mursten alene. Huset har en ”sjæl”, og selvom det er en drillesyg, strømpestjælende Kat med alt for høj selvfølelse så er det en sjæl vi nødigt ville leve foruden.

Hverdagsmagi

Hverdagsmagi er at gå på line mellem det fjollede og det totalt unødvendige. Hvis man tøver i frygt for latterliggørelse falder man ned og slår sig i stykker på den grå virkelighed. Bliver man deroppe på den tynde line kan det hænde, at hjertet springer badut helt af sig selv og glæden invaderer livet i småbitte solskinsgule stumper af løsrevet lykke. Sådan en lille stump sol kan stoppes i lommen og varmer godt når verden går én imod.

Hverdagsmagi er en kunst alle små børn mestre, men som de senere glemmer når de opdager at leg og fantasi ikke rigtig har en værdsat plads i den effektive verden. Når de opdager at tandfeen ikke har et palads på bunden af havet og at det er deres egen mor der har pakket alle gavenissens pakker, så ser de at magien ikke kom udefra og derfor ikke var virkelig i gængs forstand. Og så er det at de vender ryggen til hverdagsmagien, fordi de ikke vil være latterlige små børn. Men det behøver ikke være sådan. Gradvis kan man lærer at magien netop ikke skal komme udefra. At den virkelige magi er det der sker mellem mennesker når man sammen tør rører ved kærligheden og skabe en lille magisk fortælling der rækker indad og rør ved hjertes stjerner. Vi fortæller sammen historien, ikke fordi den er sand i udvendig forstand, men fordi den giver os sandhed indeni.

Mine store børn ved naturligvis godt at tryllehatten ikke kan trylle og at der er slik i glasset med held piller, men de ved også, at den leg vi leger sammen når vi lader som om det er ægte udvendig magi repræsenter kærligheden, den største af alle magiske kræfter.

 

 

 

Hverdagsmagi: Hyggekurv

Findes der noget bedre end at dele?

Når mine unger har venner på besøg får de ofte lidt guf i en ”hyggekurv”. Pointen med hyggekurven er netop, at der ikke er én kurv til hver, men at indholdet skal deles mellem vennerne. Det at kurven ser hyggelig ud og er pakket til at dele gør at alle ungerne elsker den.

 

 I formiddags var det min yngste og hendes lille veninde der delte indholdet af kurven.  

 

 

Hverdagsmagi: Tre gode ting

Nogle gange er en løsning så snublende nær, at man simpelthen ikke ser den i sit desperate forsøg på at være fremsynet.

Min ældste har aldrig kunne lide at falde i søvn. Fra hun var helt lille har hun grådkvalt kæmpet imod søvnen som en fjende der ikke måtte komme hende for nær. Desperat prøvede jeg alt. Først med sange, historier og kærlighed og da det slet ikke hjalp, med en frygtelig metode fra en bog der hedder ”sov godt”. Tanken var at lærer barnet ”sovevanen” ved gradvis at overlade det til sig selv, også selvom det græd og ”tilsyneladende” var ulykkeligt. Problemet var bare at min datter ikke kun lod som om hun var ulykkelig for at få opmærksomhed og derfor gjorde metoden hende bare endnu mere desperat.

Gradvis kom jeg til at forstå, at mørke tanker fik lov at dominere min datter når hun blev træt og at hun derfor desperat kæmpede imod søvnen, fordi hun ikke ville trækkes ned i mørket. Men selvom jeg forstod det kunne jeg ikke hjælpe hende. Jeg holdt om hende, kyssede hende og fortalte hende hvor meget jeg elskede hende, men når mørket slog kløerne i hende kunne hun ikke høre efter, fordi hun af alle kræfter kæmpede for at undgå søvnen og dens dystre tanker.

Så talte vi tilfældigt om taknemmelighed en dag og om hvorfor det er vigtigt at påskønne det man får og jeg sagde at alt det vi får, men ikke påskønner, er spildt, fordi gode ting først kommer ind under huden på os når vi skatter dem. Det gav mig ideen til ”tre gode ting” som mig og min datter har haft som fast sengeritual lige siden. Hun nævner tre ting som hun er taknemmelig for og når jeg går fra hende holder hun fast i dem og bruger dem som skjold mod alle de mørke tanker der vil angribe hende. På en tryg tømmerflåde af taknemmelighed kan hun nu flyde ind i søvnen.

Værdien af at påskønne mindst ”tre gode ting” hver dag, er for mig så indlysende rigtig at jeg nu også bruger legen med min søn, der ellers ikke har de fjerneste problemer med at falde i søvn.

Hverdagsmagi: Tryllehat

Jeg gik ud for at fotograferer kirsebærtræet og fandt min filthat i græsset. Formodentligt er hatten glemt af min yngste der har været ude for at plukke æbler eller samle blade.

 

I vores familie har vi mange magiske ting. Denne gamle uformelige filthat er én af ungernes yndlinge. I hele deres barndom har hatten kunnet trylle. Det foregår ved at én af os tager hatten på og stiller sig op overfor den vi syndes trænger til lidt hverdagstrylleri.

Den heldige siger ”Trylle-rylle- rolle-ri - lad os se hvad der er i” Så tages hatten af og indeni ligger en lille gave til den der sagde verset.

Oprindeligt var det kun mig, der brugte hatten og ungerne der fik små gaver på ellers triste dage, men i dag bruger de store den ofte når deres lillesøster skal have en lille gave og selv den lille er begyndt at give mig små tegninger, blade og kastanjer. Og på den måde er hatten faktisk blevet til sand magi i ordets mest fantastiske betydning.