Til sommer skal Anna og jeg på tosomt eventyr på Island. Det er Anna der helt på egen hånd har valgt at rejsen skal gå til Island og jeg er så heldig at jeg får lov at komme med. Vi glæder os begge to helt vildt til at futte rundt i det Islandske landskab i en lille bitte minibil med masser af tid og hver sit kamera. Vi glæder os også til at sove i primitive små huse i hver vores hyggelige varme sovepose.
Mellem os sagt er jeg også en lille smule nervøs for Anna er et vildt barn, der løber lige lukt ind i eventyret uden at se hverken til højre eller venstre og som gerne klatre højt op på smuldrende klipper, også selvom der bruser et vandfald lige nedenfor. Hun har lovet mig at være forsigtig, men spørgsmålet er om hun husker det når eventyret kalder på hende. Anna identificere sig selv med Ronja Røverdatter og den sammenligning er ikke helt skæv....
Alle vores børn har fået en udlandsrejse på tomandshånd i 8-10 års alderen. Traditionen startede med at Torben fik mulighed for en gæsteplads på en sejlbåd og kun kunne have ét barn med. Det blev Mathilde, der som 10 årig elskede at sejle og som virkelig havde en forrygende tur, også selvom de var ude i en storm så voldsom at det nær var gået galt. (Jeg gyser stadigt når jeg tænker på det). Det er selvfølgelig vigtigt ikke at gøre forskel og derfor skal de andre børn også have hver deres tur som passer til dem. Rasmus fik en tur til Liverpool (også med faren) og det var et megahit at se yndlingsholdet spille samt at spise pizza hver aften!
Nu er det så Annas tur og hun fik frit slag til at vælge hvorhen i verden hun helst ville. Uden tøven valgte hun Island. De tre dage vi havde på Island i sommers står for hende som de allerbedste feriedage nogensinde og derfor skal vi selvfølgelig tilbage til Sagaøen. Vi skal efter Annas valg gense geyserne og Dyrhólaey samt Annas yndlingsvandfald Skógarfoss og vi skal opleve en masse nyt. Vi skal ride på Islandske heste, se isbjergene i Jökulsárlón lagunen og på hvalsafari.
Jeg har prøvet at lave en børnevenlig rute hvor vi ikke skal køre så meget. Mine børn oplever nemlig først når de bliver lukket ud af bilen og derfor dur det der med at køre hele dagen bare ikke. Derfor når vi på de syv dage kun ud til Höfn og så vender vi om igen og køre tilbage af Ringvejen. Sådan er det nemlig på Island, der går én fin vej rundt på hele øen og skal man køre på andre veje skal man oftest have god tid og en terrængående bil.
Når jeg planlægger sådan en tur researcher jeg selvfølgelig og besøger tripadvisor, blogs, turistsider osv. Jeg synes imidlertid at det er lidt svært at finde information om Island set med børneøjne. Det giver sig selv at jeg ikke snakker om temaparker eller legeland, men mere sådan de skæve hyggelige oplevelser, der forgylder dagen for et barn. Et godt eksempel kunne være muligheden for at lege med sten ved Dyrhólaey, en af de ting Anna stadigt tale om og som er grunden til at hun har valgt at vi skal tilbage til netop dét sted (se det øverste billed).
Derfor tænkte jeg at jeg ville spørger her på Badut. Kender I til gode børnevenlige rejsetips til Island? Det kan være en fin lille vandretur (I ved ikke noget med 20 km...), et skønt sted at købe is, heste man må klappe, et godt sted at se på søpapegøjer, en klatresikker klippe eller simpelthen dén helt fantastiske oplevelse vi vil tale om i årevis og for hvilken jeg godt vil betale? Alle tips til Reykjavik, den gyldne cirkel og sydkysten modtages med taknemmelighed.
Og så er jeg også lidt nysgerrig for hvad synes I egentlig om ideen med at give børnene en rejse på tomandshånd? I år er vi så heldige at der også er feriepenge til en tur for hele familien, men så heldige var vi ikke da de to store var afsted. Der var det simpelthen årets feriebudget, der blev brugt på at de hver især fik en oplevelse der rykkede dem. De taler begge to om deres rejser endnu så jeg er helt sikker på at det har givet dem noget helt særligt, men det var da lidt svært for os andre at sidde tilbage herhjemme.