Denne lille ide elsker jeg stadigt væk.
Her er hvad jeg skrev i november 2008:
Vi kan jamre, vi kan græde og vi kan lægge os ned på gulvet og skrige som en hysterisk toårige, men det vil ikke hjælpe os. November rusker i de sidste blade og om lidt er det vinter. Egentligt er det ikke så meget vinteren som det overtøj der uundgåeligt følger med der er mit ærinde her. Lidt større børn (og voksne) kan måske af egen drift nå til den konklusion at overtøj er et nødvendigt onde, men for de små størrelser hører flyverdragter simpelthen til livets uretfærdigheder. De er tunge, besværlige og vanskelige selv at tage på og tilmed er det som om de voksne altid har travlt når de bliver hevet frem.
Så står de voksne der og skynder på barnet fordi man skal ud, eller hjem, eller frem og ikke kan komme det før barnet er klædt på til at modstå kulden. Barnet reagerer på hastværket, går trodsigt i bro, og nægter, simpelthen nægter, at tage flyverdragten på og komme af sted.
Man kan jo tage barnet under armen og bære det ud i snestormen uden flyverdragt, eller man kan forsøge at hælde det skrigende barn i flyverdragten , mens man kæmper for at undgå skrammer. Ingen af delene er bare særligt befordrende for den gode stemning og derfor hittede jeg en anden udvej da min ældste var lille. Jeg købte hende en særlig bamse der boede i lommen på hendes flyverdragt og som elskede udflugter og eventyr, men aldrig ville forlade lommen. Derfor var min datter simpelthen nød til at tage flyverdragten på og gå ud i verden hvis bamsen skulle opleve noget. Og min datter elskede sin lommeven så hvis den kærligt talte til hende og tiggede om at komme på tur så kom flyverdragten på i løbet af nul komma fem.
Se mange flere ideer til en hyggelig januar ved at klikke her.