Jeg er ikke nået ret langt med julepyntningen her i huset ved åen og skal jeg være ærlig gør det mig ikke så meget for jeg kan godt lide når julen ligesom vokser gennem december og derfor pynter jeg gerne gradvis mere og mere op. I det hele taget er jeg faktisk ikke så meget for december når det hele ligesom bliver for anmasende og skabelon agtigt. Jeg holder af hygge, af mit gamle julepynt og af at hente ting ind fra naturen. Måske netop derfor kan jeg godt blive træt når jeg føler at jeg påduttes en jul der mest handler om at købe og om at smøre en kliche ud over det hele.
Som man måske kunne fornemme da jeg viste min adventskrans frem i sidste uge kan jeg som oftest godt lide min julepyntning naturlig og gerne lidt rå. Børnene er naturligvis af en anden mening og derfor blander jeg det rå og naturlige tilsat arvestykker med jul så det stråler. De to steder hvor der virkeligt er knald på julefarverne er årets kalenderlys og så henne ved nissedøren hvor nissen bag den julerøde dør i går tog julebad i julete. Nisser gør altså sære ting. Jeg siger det bare....
Kalenderlys dekorationen er helt enkelt lavet ved at ligge en klump ler i en smuk skål, sætte kalenderlyset ned i så det står fast og så drysse sukker ovenpå. Derefter har jeg pyntet med lidt julekugler fra julekasserne og lidt gran der blev til overs da jeg bandt adventskranse. Det hele (bortset fra kalenderlyset) er noget jeg allerede havde ved hånden og det tog mig ikke engang 5 minutter at lave årets kalender dekoration.
Nogler vil måske kunne genkende kobber fadet som kalenderdekorationen står på? Det er en indflytningsgave fra min mor der har fået det af nogle venner engang og det er faktisk noget så vildt som et kæmpestort låg til en syltetøjskrukke fra en engelsk herregård. Tænker altid at der alligevel skal noget af en husholdning til for at spise alt det syltetøj.
Se flere kalenderdekorationer (og andre juledekorationer) ved at klikke her. Anna fik også lov at lave kalenderdekoration til klassen i år og den blev super fin. Måske viser jeg den en af dagene.