Disse små fine fjer er nemme at lave og koster tæt på ingen ting. Mine er helt simpelt lavet af hvidt kopipapir men man kan naturligvis bruge lige hvad man har lyst til: gavepapir, gamle kort, sider fra et atlas, sider fra en gammel bog, nodepapir, o.s.v.
Fantasien sætter slet ingen grænser.
Jeg bruger mine fjer som til og fra kort, men man kan naturligvis også bruge dem til alt muligt andet fint.
Det skal du bruge til at lave en fjer:
Papir, saks og limpistol. Her bruger jeg desuden stempler.
Sådan laver du en fjer:
Start med at lægge to stykker papir oven på hinanden og klip en fjer. Jeg har klippet i frihånd, men hvis du hellere vil bruge en skabelon kan du udskrive disse fjer og bruge dem som din skabelon.
Hvis du vil bruge dine fjer som til og fra kort skal du skrive eller trykke navn på
fjeren nu.
Tilføj eventuelt mere dekoration.
Lim en midterlinje ned gennem fjeren med limpistolen. Den forhøjning dette giver passer perfekt til udseenet på en fjer. Jeg bruger samtidigt limen til at lime de to sider af fjeren sammen. Hvis du hellere vil have en fjer der ikke frynser som mine gør det kan du lade limen tørre og herefter lime de to sider af fjeren sammen med limstift. Hvis du bruger limpistollimen til at samle din fjer skal du være lidt hurtig for limen tørre hurtigt.
Nu har du en smuk fjer, der kan bruges som den er. Jeg vælger imidlertid at klippe dem helt tæt på begge sider af midterlinjen sådan at jeg får den frynsede effekt der kendetegner en rigtig fjer. Gnid tilsidst fingeren let hen over fryserne for at få det helt rigtige udtryk.
Nu er fjeren færdig og klar til at komme på pakken. Navnet kan stadigt læses selvom det er klippet til frynser.
--------------------------------------------------
Papir og bånd er fra Panduro og del af en gave jeg har modtaget. Stempler er fra CC Hobby. Læs Baduts reklamepolitik lige her.