Jeg trænger til et kæmpekram. Sådan et kram der gerne må varer hele dagen og hvor det er ok at tude over alt det jeg ikke kan hitte ud af med livet. Jeg er træt. Træt af bekymringer og spekulationer og ting der bare aldrig vil gå op i den lykkelige enhed. Maj har været en hård måned og jeg er simpelthen så følesesmæsigt udaset, at selv de mindste småting får mig til at vakle.
Sådan er livet. Nogen gange er det bare slet ikke stokroseromantik og lange lyse nætter. Nogen gange er det barskt. Fordi livet er sådan ofte, er der dem der hader Badut. De hader at jeg vælger at skrive om de positive lykkelige øjeblikke og de hader det nok til at sende mig mails hvor de brokker sig over at jeg kun fortæller den halve sandhed.
Jep!
For der findes vasketøj, og mælketænder, og venner der vender ryggen til ens børn, og søvnløse nætter, og arbejdsløshed, og iskolde senge, og penge der aldrig kan række til den halve måned. Og ude i den store vide verden findes der langt, langt større problemer med sult, og med krig, og med børn der af nød bliver solgt til slaveri og med sygdom og affald og global opvarmning. Det findes og det går ikke væk, fordi jeg skriver om lagkage og lyse børn i strandkanten.
Verden er fuld af modvind. Punktum.
Men verden er ikke kun sort. Der er poesi mellem mennesker, fremstrakte hænder og kærlighed. Der er blomster og mirakler. Der er ting vi kan udrette og knus vi kan give. Der er børn der ler i sommersolen og som vokser sig stærke nok til at takle livets vinde. De ting der gør os glade skal vi værne om for det er sarte tankeplanter der let kan blive kvalt af alle de livskraftige mismodsplanter som verden sår i så rigt mål i vores sinds bede. Derfor skal vi tænke nøje over hvilke planter i den indre have vi vælger at passe med omhu. De tanker vi gøder og vander ved at tænke på dem igen og igen vil vokse sig stærke og tage livet fra andre planter som vi måske gerne ville beholde, men som vi glemmer at vande. Nogle tanker skal selvfølgelig være der selvom de er sorte, for livet er ikke bare lyserød lagkage med sukkerglasur, andre selvsmagende planter sået af selvmedlidenhed skal helt væk og så skal der være plads til de tanker der gør os glade, for det er glæden der giver os styrken til at handle frem for kun at sukke.
Vi skal ikke lukke øjnene for verdens mange facetter og gu’ skal vi kæmpe der hvor vi kan forandre tingene til det bedre. Men det betyder ikke at vi nødvendigvis skal gå rundt i evigt nedbøjet mismod for at være autentiske. Tværtimod. De mennesker der er født med evnen til at se verden med solskinsbriller og som derfor har langt flere top hop dage end hos andre kan også ofte overkommer mere. Jeg er ikke født med solskinsbriller. Jeg er tværtimod sådan en spekulativ analytiker der tænker ”hvis og hvis og hvis” alt for længe hvis jeg får lov. Men jeg er også gammel nok til at vide, at man selv kan gøre meget for at påvirke sit humør ved at vælge at holde fokus på de gode ting i livet. Derfor beder jeg hver aften mine to store børn om at nævne tre gode ting fra dagen der gik og derfor har jeg selv meget glæde af hver dag at holde fokus på én af de små lykkelige ting her på Badut.