Badut

Mit nye hjem

Hindbær fra haven...  Lynsyltede rødløg... smukke sensommertomater... Opskrift på tomat minestrone... Min første madplan... Opskrift på urtecreme... Smukke rødløg... Opskrift på fiskeburger med sprød fiskefilet... Opskrift på brownie med hindbær og hindbærganache...

Nogle gange går ingenting som man havde planlagt. Faktisk synes jeg mere det er reglen end undtagelsen at livet hele tiden slår uventede saltomortaler. Hvis jeg har lært én eneste ting i livet er det denne lidt desillusionerende kendsgerning, for det er som om jeg aldrig stålfast kan beslutte mig for noget før virkeligheden modbeviser mig. Tag nu det her med at efterlade en blog uden et ord til farvel. Jeg hader når andre bloggere gør det for man kommer jo til at holde af folk og vil gerne vide hvordan det går dem. Derfor har jeg gennem alle de år jeg har blogget lovet mig selv højt og helligt at sådan ville jeg aldrig nogensinde gøre. Og hvad sker der så? Jeg vender ryggen til Badut og skriver ikke et eneste ord i et helt langt år. Det er simpelthen for dårligt og jeg har ikke ord nok til at sige undskyld.

Sandheden var nok at det var på vej længe. Den gnist der helst skal holde en blogger til tasterne var der bare ikke længere og den kom ikke tilbage selvom jeg prøvede at lokke for bloggerglæden. Til sidst var jeg nok bare tyndslidt og det at blogge blev en pligt fremfor en glæde. Det dur simpelthen ikke. 

Knap et år tog det mig før jeg igen begyndte at længes efter at dele. Da bloggerglæden igen begyndte at spire lige så stille vidste jeg at det denne gang måtte blive på en ny platform. Og hvorfor så det kan man spørger? Især når jeg nu allerede har en blog, der godt og vel har rundet 4 millioner besøg. Noget den nye blog næppe nogensinde kan opnå. Svaret på det er dels blogteknisk og dels personligt og hvis du har lyst kan du læse meget mere her hvor jeg ser tilbage på den måned der der gået på den nye blog ligesom jeg i årevis har gjort det på Badut.

Jeg har nu skrevet på den nye blog i knap en måneds tid og kan mærke at jeg er glad for det. Der er vildt meget at lære, men det er noget af det der gør det sjovt og jeg tror med tiden at den nye blog kommer til at kunne de ting jeg altid savnede at kunne tilbyde mine læsere på Badut.

Har du lyst kan du besøge mig her.

Det gør mig helt ærligt lidt nervøs at inviterer gæster ind i mit nye bloggerhjem, men jeg har lovet det til flere pr. mail, så nu vover jeg pelsen. Endnu har der faktisk ikke været et eneste menneske på min nye blog så måske bliver du den første... 

 

New York, New York

Roosevelt Island tram, Washington Square Park, Central Park

New York er min by. Ikke den smukkeste by jeg kender, hellere ikke den mest historisk eller kulturelt intressante, men simpelthen den by hvor jeg føler mig hjemme. Omfavnet af gaderne, set som den jeg er og tryg mellem menneskerne. 

Bryant Park, Brooklyn, Downtovn somewhere

High Way 1: I dis og morgentåge

Hvis livet har formået at lære mig en enkelt ting så er det at ingenting nogensinde bliver som man tænker sig det. Sker det endeligt at noget ser ud præcis som jeg så det for mig, så bliver det som regl en lidt kedelig oplevelse. 

Heldigvis betyder denne grundregl også at det der startede som en skuffelse let kan blive den bedste oplevelse af alle.

Når jeg starter dagens rejseglimt med at hive denne lidt overfilosofiske betragtning op af skuffen, er det fordi vores køretur af den berømte High Way 1 i Californien, bød på ikke mindre end to forhåndsskuffelser. Skuffelser der begge viste sig at blive til det rene held. 

Blå regn

Det er så let at putte med sine talenter. Så let at tænke at de ikke helt rækker, eller at verden ikke vil tage imod dem. 

Sådan tænker blåregnen ikke. Ganske uden tøven blomstre den i blå kaskader bare fordi det er dét og kun dét den har at tilregne verden. 

Måske har du lagt mærke til det? Det med at jeg her på det sidste et par gange har skrevet lidt lommefilosofisk om at åbne sig for livet (her og her)?

Der er mere til det end at jeg pludselig skal til at være bedrevidende jubel-lykke-blomster-blogger. Efter mine forældres død har jeg haft meget brug for at arbejde med mig selv og brug for at mærke hvem jeg nu vil være. Det vil ikke være en overdrivelse at sige at jeg har mit at kæmpe med, men hvem har ikke det hvis man kradser lidt i idylen? Midt i livet med tre fantastiske børn, orden i fryseren (men ingen andre steder...) og en mand jeg elsker er der meget at være taknemmelig for, så alt i alt har livet villet mig det godt trods alt. Ganske forsigtigt vil jeg gerne begynde at tro på at det faktisk er sådan. Af og til rammer en sandhed mig særligt dybt og så vil jeg gerne dele med jer. 

I dag er det det der med talentet for de år hvor blåregnen ikke gider at blomster mangler den jo i verden og sådan er det helt sikkert også med det DU kan, ja måske endog med det jeg kan?

 

 

Tom, tavs, trist

 

Da jeg mistede min mor fandt jeg et hjerte på stranden. Et skønt og skævt stenhjerte som jeg bar i inderlommen på min frakke indtil den dag vi satte hendes urne i jorden. Det hjerte hjalp mig meget. Jeg sad med det i hænderne og varmede det når jeg savnede min mor og på en eller anden fin symbolsk måde er det godt for mig at tænke på at hendes urne nu står oven på al den varme som jeg gned ind i den kolde strandsten.

For min far betød det stenhjerte også meget. Det var ham der forsigtigt spurgte om jeg ikke ville ligge det under min mors urne og sådan blev det. Senere spurgte han mig en dag om jeg mon også kunne finde sådan et hjerte til ham når den tid kom. Nu er det jo ikke sådan at finde magi når man leder efter den og derfor vidste jeg med det samme at det aldrig kunne blive det samme hvis jeg tog til stranden for at finde ham et hjerte. Istedet går jeg nu med dette hjerte i min inderlomme. Det er af grønlandsk fedtsten og blev lavet til mig da jeg første gang som seks årige var med min far på Grønland. I alle årene har jeg gemt det og på en særegn måde er det for mig som om hjertet vender hjem når det kommer med min far på hans sidste rejse. 

Ellers kan jeg ikke fortælle så meget. Det er hårdt, hårdt, hårdt at miste begge forældre på et år og langt vanskeligere denne gang, fordi der er så uendeligt meget der skal afsluttes og så meget arbejde der skal gøres.

Mig slår sorg med tavshed. Jeg går i min skal og er tavs.

Men selv i min tavshed glæder ord mig. Alle jeres kærlige og smukke hilsner har jeg læst igen og igen. TAK. Tak fordi I gav jer tid til at gnide lidt varme ind i mit hjerte. Det betyder så meget.

Jeg har mistet min far

Min far på det Mols som han elskede. 

Det ene øjeblik kan man gå ned af gaden. Frisk, glad og med humor i lommen. Man kan uddele knus og sjove bemærkninger og glæde sig til at komme hjem og have det lidt roligt efter mange gode dage med oplevelser.

Det næste øjeblik kan man falde død om. 

Lige præcis sådan døde min far og for mig er det stadigt helt ufatteligt. Jeg savner ham så meget at alle ord er som drænet fra mig. 

Min far skabte sig ved egne stædige kræfter et usædvanligt liv. Et liv fyldt med eventyr, historier og gode venskaber. Som jeg sagde i den fyldte kirke i fredags var min far aldrig nærrig med sine kræfter. Han kastede sig ind i livets udfordringer, også når livet bød på modgang. Hans liv blev bedre end de flestes. Det ved jeg fra dybe samtaler at han selv tænkte. Alligevel er det forenklet at sige at han fik et godt liv. Min far skabte sig selv et godt liv og valgte at se det sådan, også selvom hans liv bød på meget modstand og mange sorger.

Min far skabte sig selv et godt liv og fik en rigtig god død som gave. Alle der kender min far den mindste smule ved at den død han fik var den bedst tænkelig. At dø pludseligt, i godt humør og uden at have været nogen til byrde er, når det skal være, en god død. Min far var ikke bange for døden. Han vidste at den pludseligt kunne komme og så den roligt i øjnene. 

Tilbage står vi fire søskende. Min søster og jeg mistede vores mor sidste år og den sorg, der endnu ikke er mildnet af tiden blusser op når vi går der i huset mellem alle de ting, der bære på deres historier. Det er svært.

Tungt, trist og tomt. 

På Badut bliver her stille. Der er ikke mange ord i mig for tiden og det tænker jeg godt I forstår.

Sorgens fingre i mit hår

I går ramte jeg en hare på landevejen. Det var måske ikke direkte haremord for den var overkørt og død i forvejen. Alligevel fik det lillebitte døde bump mig til at græde.

Min mor er stadigt hos mig. Hun er hos mig på så mange måder. Hun er her med alt det hun har lært mig at elske, hun er her med sin sårbarhed, som jeg omfavner og forsøger at varme og hun er her også, smerteligt, som et stort sort tomrum af savn. Jeg savner alt det vi havde sammen og jeg savner det der aldrig vil ske, aldrig vil bliver sagt mellem os.

Min mor ville ikke have forstået at den døde hare fik mig til at græde. Min mor brød sig ikke om klyk og blottede nervespidser. Alligevel var det på dobbelt vis hende jeg savnede da tårene løb i skumringstimen derude på landevejen. Irrationelt løb harens død sammen med min mors og prikkede hul ind til smerten. Lige så irrationelt var min eneste længsel, barnligt at løbe ind i et favntag, der ville holde mig og holde mig og aldrig nogensinde lade mig falde.

Badut fylder 5

Som barn havde jeg en mærkelig glæde. Jeg holdt af at give mig helt ukendte mennesker blomster i smug.

I den allertidligste morgen ville jeg snige mig ud og plukke en buket som jeg lagde udenfor en hoveddør et eller andet sted i byen. Jeg gjorde det med våde håndflader og hjertet dunkende helt oppe i halsen, men jeg gjorde det trods angsten, fordi jeg tænkte at jeg måske bragte glæde.

Det var aldrig sådan at jeg gemte mig for i smug at se blomsterne blive fundet, det var mere det at jeg kunne varme mig ved tanken om glæden når verden blev kold omkring mig. Med mine små barnlige buketer håbede jeg på en eller anden led at bringe nogen en uventet glæde. 

På samme måde har jeg senere i livet holdt af at rulle store sedler ind i små når jeg gav drikkepenge eller at efterlade en seddel under en bagel hos en sovende hjemløs i New York. Faktisk må jeg indrømme at jeg også har gentaget min barndoms fornøjelse med blomsterne helt op i de år hvor jeg ellers var relativt rationel.

Og hvad har nu dette, min dybt bevarede hemlighed, med Baduts fødselsdag at gøre? ALT sådan set for det er for nyligt gået op for mig at Badut simpelthen er min lille barnlige buket glæder plukket til mennesker jeg ikke kender. 

I Bloglandia er der i den sidste tid skrevet meget om det dalende antal kommentarer og den negative effekt det har på lysten til at blogge. Jeg forstår selvfølgelig godt at man bliver rigtig glad for en dejlig kommentar eller en skøn mail. Det gør jeg også selv på alle tænkelige måder. Alligevel har det faktisk været svært for mig at forstå at færre kommentarer skulle mindske bloggerglæden. Jeg blogger på sin vis ikke for min egen skyld og så alligevel helt og aldeles bare fordi det bringer mig glæde. Jeg skriver næsten altid til det publikum jeg ved læser det jeg skriver, men jeg har ingen behov for at få noget særligt igen. De spor alle læsere efterlader når de klikker sig rundt fra side til side er min logbog over glæden. Jeg sidder flere gange om ugen og kikker på mig fuldstændigt ukendte menneskers færden rundt på Baduts sider. Det glæder og varmer mig at se på deres bevægelse og jeg forestiller mig, måske naivt, at de hist og pist på Baduts sider finder noget der glæder dem. 

Netop glæden ved at give uden selv at blive set er min fornøjelse, min gevinst ved at skrive, fotograferer og hitte på. Jeg siger nej tak til sponsorgaver, lukrative opgaver og tiltag der ville promovere både mig og bloggen. Jeg behøver det ikke.

Det jeg behøver er JER, læsere. Både I der sender mig kærlige hilsner og I mange der aldrig mælger en stavelse. TAK. TAK, fordi I giver mig den glæde at give.

Lukket om den varme grød

Længe har jeg været lukket om mig selv.

Svøbt min sorg i stilhed. 

Ingen ord har trippet for at komme ud at danse og ingen øjeblikke har forlangt at blive til billeder. Jeg har ikke rakt ud efter andre end de aller-aller nærmeste og selv omkring dem har jeg været helt ukarakteristisk stille.

Det kunne lyde trist, nærmest depresivt, men faktisk har det gjort mig rigtigt godt.

Min sorg har ikke været hysterisk skrålende, den har ikke råbt i vrede af guderne og den har ikke fortæret mig som sorg sagtens kan. Min sorg har fyldt mig ud, men på en meget stille og afklaret vis.

Inde midt i min stilhed har jeg lagt øret mod smerten og lært mangt og meget.

Vi bærer allesammen på skjulte sår og mangler. Jeg har brugt stilheden til favne nogle af de sværeste ting i mit liv. Oplevelser som jeg havde låst så langt inde at jeg ikke kunne nå dem med de rationelle tanker, men som aldrig har holdt op med at jage mig. Nu har jeg favnet meget af den smerte og lagt min fortid på nye hylder. Til noget har jeg endog kunnet vinket farvel.  

På en måde føler jeg at min mor gav mig denne ro som en afskedsgave. Jeg har følt at hun har været hos mig hver dag. Ikke for at passe på mig, men snarere fordi hun selv trængte til stor ømhed. Den daglige følelse af at jeg skulle passe på hende og mit behov for kærligt at kramme hendes minde har været den modvægt jeg havde brug for i min kamp med de indre dæmoner.

Giver det mening? Måske ikke for andre, men for mig har det på en særegn vis været rigtigt.

Jeg er slet ikke færdig med min stille sorg og Badut bliver næppe sig selv forløbigt. Alligevel tænker jeg at jeg måske nu og da vil skrive et indlæg eller to og så må vi se i hvilken retning verdens vinde blæser mig og min lille blog.

Hjerte mod hjerte

Midt i min sorg skal I vide at alle jeres kærlige hilsner varmer og glæder så meget. Tak for de dejlige og tankevækkende kommentarer, tak for de mange rørende og personlige mails og tak for de kærlige breve jeg finder i min postkasse.

Jeg læser hvert eneste ord igen og igen og finder så meget jeg kan bruge i alt det I skriver. TAK.

Detsværre har tiden taget galopstøvlerne på i øjeblikket. Manden er så opslugt af arbejde at vi dårligt ser ham, børnene er lock outede og vi har en komfirmation lige om hjørnet. Festen skal holdes i den mildt sagt vintertrætte have så hvert ledigt øjeblik går med at rykke i den og det er faktisk dejligt nok for der er noget lægende i duften af jord.

En enkelt aften blev der også tid til at køre hele vejen ud til Vesterhavet og Lyngvig fyr. Jeg stod i solopgangen og varmede en skæv hjerte sten i mine hænder, mens jeg tænkte på min mor. Siden har jeg båret stenen i frakkens inderlommer lige ud for mit eget hjerte og af og til tager jeg den ud og sidder med den et øjeblik når jeg har brug for et lille øjebliks tænksomhed midt i det forjagede hurlumhaj.

På Badut bliver her stille tænker jeg. Måske et enkelt lille billed i ny og næ, men ellers stille, for jeg har hverken indre ro eller ydre tid til at skrive. 

Til alle jer der har skrevet til mig: endnu en gang tak fordi I et øjeblik holdt mit hjerte i jeres hænder.