Badut

Giv mig den daglige kærlighed

Brød skal man leve af, men kærlighed lever man for.

Mange bemærker at jeg rummeligt elsker mine børn, men hvordan kan man andet med de børn man har fået i favnen? I det er der ikke noget særligt. En hvilken som helst nogenlunde velfungerende forælder elsker sine børn også på trods af hverdagens trædemølle, bekymringer og alt det der blev helt anderledes end man drømte det da børnene endnu lå i maven.

Hvad der er langt mere bemærkelsværdigt er den dybe ubetingede kærlighed, der flyder fra barn til forælder. Så stærk er den kærlighed at den står fast i al slags modgang og så blid er den kærlighed at den kan få det til at grønnes selv i det mest visne menneske.

Den daglige kærlighed som jeg får fra min mand og mine børn og efter bedste evne forsøger at give igen er selve fundamentet under mit liv og kraften i de mure vi sammen rejser i det der bliver vores fælles hjem.  

I morgen er det nytårsny, den dag hvor man (symbolsk) skal lade det nye års første nymåne skinne på de ting man nødigst vil undværre. Jeg benytter den gamle tradition til at tænke over de ting der står som hjørnesten i mit liv og der er selvfølgelig ingen tvivl.

Øverst, alerøverst, på min liste over ting jeg ikke vil mangle i 2013 står den daglige kærlighed. For den gave er jeg evigt taknemmelig og uden den er der ingen kræfter til at løfte livet.

Glimt fra New York

Mon ikke alle bærer en by i hjertet? En by der pulserer i samme rytme som blodets tagtslag og hvor man derfor føler sig favnet, løftet og hjemme?

Min by er New York. 

Her hvor der er rum for de skæveste, skøreste, skrøbeligste og samtidigt albuerum for de der vil nå helt op over stjernerne. New York er kendt som byen for de ambitiøse, de rige og de vilde, men det er faktisk også en by med varme nok mellem gaderne til at rumme alle os der er lidt mere skævt skruet sammen.

Mit New York er ikke det glitrende Time Square eller det knitrende pengestærke 5th Avenue. Mit New York er de ukendte gaders naboskab, central park i den tidligste morgen og føddernes evige traven op af ned af fortovene, mens byens indre siluet på en gang lukker sig om himlen og åbner sig mod mulighederne.

Det er længe siden jeg boede i New York og den gang var jeg en anden. At besøge byen denne gang var på en gang som at vende hjem og rejse ud og det var på mange måder en sælsom oplevelse. At det hele så ovenikøbet var domineret af Sandys ødelæggende besøg gav følelses kalejdoskobet et ekstra besynderligt drej.

Endnu er jeg ikke helt kommet hjem. Jo måsen sidder solidt plantet midt i rodet, jetlaget suser i hjernen og ungerne er sendt rettidigt i skole, men selv er jeg ikke rigtigt til stede i det der faktisk er blevet et rigtigt dejligt dansk liv. Det kommer nok. Lige om et lille bitte øjeblik finder fødderne fodfæste og synsfeltet holder op med at flimrer mellem det der var og det som er.

Af mig får I ikke rejsetips og New York tricks. I stedet får I en lille håndfuld billeder. Knipset lidt genert og mest fordi min mand forundret insisterede. Selv følte jeg slet ikke noget behov for at fotografere det New York der engang var mit, men nu hvor jeg sidder i mit danske liv ville jeg ønske at jeg havde fået flere billeder med mig hjem. 

Badut fylder fire

Jeg er måske Danmarks mærkeligste blogger. Mærkelig fordi jeg slet ikke har noget behov for at fortælle om mit liv eller se mig selv sat i centrum.

Når jeg alligevel blev blogger var det fordi der var nogle værdier og et sted jeg gerne ville sætte i centrum.

Badut blev til ved en pludselig indskydelse, men som alle lykkelige indskydelser ikke ved en tilfældighed. Jeg boede dengang på Fejø og vi havde på øen længe talt om at blogs kunne bruges til at sætte Fejø på landkortet. Andre skrev meget fine blogs om Fejø, men jeg tænkte at vi for at nå længere ud måske i stedet skulle skrive om de værdier der var vigtige for os. Det blev til en lille liste hvor nærhed, kreativitet og natur stod øverst. Med udgangspunkt i listen skitserede jeg en blog som jeg forsøgte at få andre til at skrive. Ingen bed på og selv var jeg alt for genert.

Sådan gik der faktisk længe før jeg pludselig snublede over et ord i sproget og med svimlende angst kastede mig ud over kanten af internettet.

Siden er jeg faldet ned gennem cyberspace og endnu har jeg ikke ramt bunden selvom jeg stadigt synes at det er grænseoverskridende at fortælle med udgangspunkt i vores liv.

Når Badut flyttede med mig fra Fejø til Holstebro var det slet ikke meningen. Jeg fik bare så mange kærlige og opfordrende mails at jeg ikke kunne lade være og det grundlæggende micropolitiske projekt var jo også stadigt det samme selvom adressen blev en anden.

I dag fylder Badut fire år. Egentlig ville jeg slet ikke have nævnt det i år, men nu gør jeg det alligevel, fordi jeg stadigt prøver at lære mig selv hvad Badut egentlig er for en størrelse. Badut er jo ikke sådan en rigtig in-blog som alle læser, men læsere har bloggen og også langt flere end jeg selv kan forstå. I disse regntunge efterårsdage er Badut desuden nævnt og anbefalet på en god håndfuld store internationale blogs og besøgstallene har sat alle rekorder. I min mailboks ligger masser af opfordringer til at skrive på engelsk, reklamere for smukke ting og vigtige sager og til at deltage i alt muligt. Alt det burde vel gøre mig glad, men i stedet kan jeg mærke at jeg bliver sort om selvtilliden for så skævt er jeg skruet sammen.

For snart længe siden da Badut rundede en million sidevisninger lovede jeg mig selv at blive blogvoksen, men endnu kan jeg ikke lure hvordan jeg gør det uden at svigte Baduts værdigrundlag og derfor ruller jeg fortsat bare videre som jeg plejer.

Til jer der trofast læser med og af og til er så søde at skrive en kommentar eller en lille mail går min største tak. Uden jer (de få, der åbent klapper mig på skulderen) var der ingen Badut for de mange som dagligt kikker forbi. TAK.

En rund million

Jeg er ikke så god til at fejre mig selv og måske er det derfor jeg heller ikke sådan er så god til at fejre når Badut nævnes hist eller pist i udlandet eller runder et eller andet skævt hjørne. 

Men altså.... for nyligt rundede jeg den der million klik som jeg faktisk har sat som en slags skillelinje allerede for længe, længe siden.

Omregnet betyder det at hvert indlæg på Badut gennemsnitligt er blevet læst næsten 10.000 gange og det synes jeg faktisk er lidt vildt. 

Jeg ved godt at mange blogs læses af flere, men jeg tænker at de der læser med her må holde lidt af bloggen siden de nogen gange bruger timer på at læse side op og side ned. Samtidigt bliver jeg også lidt nervøs og synes det er skræmmende mange klik at skulle retfærdiggøre.  

Min oprindelige tanke var at jeg at jeg kunne lege ubekymret indtil jeg ramte millionen, men når jeg først passerede det magiske tal skulle jeg blive blogvoksen og beslutte mig for enten at bruge bloggeriet til et eller andet nyttigt eller alternativt lukke bloggen helt. 

Nu står jeg her godt en måned omme på den anden side af min selvvalgte milepæl og kan stadigt ikke beslutte mig og så ender det såmen nok med at jeg rulle videre som jeg plejer....

Endelig hjemme

det har taget mig halvandet år denne gang, men nu er jeg endelig ved at finde hjem i huset ved åen.

Forfløjen

Jeg elsker at rejse, men hader at flytte. 

Detsværre flytter vi mere end vi rejser og på det problem er der kun én løsning: at gøre alle flytninger til en rejse.

Tilbage står savnet alligevel altid.

------------------------------

Tirsdagsting: bittesmå bidder af mig. 

Tingfinder

Jeg er på evig skattejagt.

En håndfuld bær her, en favnfuld lyng der. Sten og skaller, smukke blade, vilde æbler, mærkelige grene og alle vildskabens fineste blomster.

---------------------------------------------------------------

Engang havde alle blogs, der var med på noderne sådan en liste med "100 om mig". Badut er ikke med på nogen noder og har aldrig haft sådan en fin liste. Nu er listen forsvundet næsten alle steder og ind lister jeg på det forladte territorium med en ambition om fortælle en lille bitte ting om mig selv sådan ca. hver tirsdag. Hvad jeg skriver ved jeg ikke endnu, det bliver sådan en tirsdagsting hvor jeg vælger lige det der falder mig ind. Efter et års tid vil alle de små brikker måske danne et billed, måske ikke.Vi får se. 

Lupin

Kan du huske den første gang du plukkede lupiner?

Jeg husker stadigt at jorden var våd og at lupinerne på skrænten stod over mig i noget der lignede uendelig gentagelse. En hel skov af farver omkring mig, regndråber mod kinden og duften af det grønne. Lige dér var jeg helt klart til stede. Trippende over en regnbuebro fortabt på min vej. 

For jeg vil bare ha´mine røde gummistøvler på....

Der er kvinder der elsker sko.

Sådan en kvinde er jeg ikke.

Slet ikke.

Allerhelst vil jeg bare plaske gennem det hele i mine røde gummiøvlerere.

------------------------------

Indlæg til Hannes blogleg der i dag handler om fodtøj. Et hverdagsbilled er det ikke for idag er min ældste syg og derfor er jeg på strømpefødder. 

Repeat

Hverdagsglimt. Fredag den 5. februar. Sent.

Vinden rusker i huset, missen dovner på sit røde tæppe, fra min ældstes værelse kan jeg af og til hører at pigerne griner. Alle andre sover, tror jeg....

Jeg er træt, men jeg sidder alene her ved det helt ryddelige langbord og holder mig vågen, fordi jeg kom til at gå for meget op i en snak da jeg smækkede brød op lidt over 9. De skulle have været koldhævede brødene, men ånsfraværende argumenterede jeg med den ene hånd og smuldrede for meget gær i dejen med den anden og derfor må jeg sidde her nu, mens brødene bager og vinden forsøger at finde en indvej til stuens varme. 

Jeg har aldrig været god til det. Det der med at multitaske, som alle hævder at kvinder skal kunne. Hvis jeg skal mere end én ting af gangen bliver jeg forvirret og så hæver det hele ud over alle breder. Min mand kan godt. Han kan læse avis, tjekke emails, snakke med et barn og tale i telefon på en og samme gang. Sådan en jonglerende går kun sjældent godt for mig, der er berømt for at forveksle navne og én gang kørte hele vejen til Kolding, selvom jeg bare skulle på planteskole. 

Nogen gange tænker jeg at det hele ville være meget lettere hvis verden bare af og til stod lidt stille så man kunne nå at se den rigtigt inden den sprintede videre til en ny form. Andre gange er det som min verden til stadighed står på repeat og måske er det derfor jeg mister koncentrationen.

Det med rodet for eksemel. Jeg forlod et hus i nogenlunde orden, men da jeg svingede ind i indkørslen med min yngste flød det med cykler og indendøre kunne man simpelthen ikke på nogen måde se at her lige for et øjeblik siden rent faktisk var tom gulvplads. Jeg blev faktisk næsten lidt knotten, men hey jeg er jo ikke jordens bedste rollemodel og drengene havde faktisk modtaget min pakke fra Perch og var stolte som paver.