
Mon ikke alle bærer en by i hjertet? En by der pulserer i samme rytme som blodets tagtslag og hvor man derfor føler sig favnet, løftet og hjemme?
Min by er New York.



Her hvor der er rum for de skæveste, skøreste, skrøbeligste og samtidigt albuerum for de der vil nå helt op over stjernerne. New York er kendt som byen for de ambitiøse, de rige og de vilde, men det er faktisk også en by med varme nok mellem gaderne til at rumme alle os der er lidt mere skævt skruet sammen.
Mit New York er ikke det glitrende Time Square eller det knitrende pengestærke 5th Avenue. Mit New York er de ukendte gaders naboskab, central park i den tidligste morgen og føddernes evige traven op af ned af fortovene, mens byens indre siluet på en gang lukker sig om himlen og åbner sig mod mulighederne.


Det er længe siden jeg boede i New York og den gang var jeg en anden. At besøge byen denne gang var på en gang som at vende hjem og rejse ud og det var på mange måder en sælsom oplevelse. At det hele så ovenikøbet var domineret af Sandys ødelæggende besøg gav følelses kalejdoskobet et ekstra besynderligt drej.

Endnu er jeg ikke helt kommet hjem. Jo måsen sidder solidt plantet midt i rodet, jetlaget suser i hjernen og ungerne er sendt rettidigt i skole, men selv er jeg ikke rigtigt til stede i det der faktisk er blevet et rigtigt dejligt dansk liv. Det kommer nok. Lige om et lille bitte øjeblik finder fødderne fodfæste og synsfeltet holder op med at flimrer mellem det der var og det som er.

Af mig får I ikke rejsetips og New York tricks. I stedet får I en lille håndfuld billeder. Knipset lidt genert og mest fordi min mand forundret insisterede. Selv følte jeg slet ikke noget behov for at fotografere det New York der engang var mit, men nu hvor jeg sidder i mit danske liv ville jeg ønske at jeg havde fået flere billeder med mig hjem.
