Badut

Morgenrose

Et lille øjeblik stod rosenduften stille

i morgenlyset sitrede det der aldrig kan gribes

Endnu en blomsterhilsen fra min lille serie:

Æbleblomsterne fortalte om det om gøre begyndelser til noget smukt

Syrenerne om modet til at fylde

Blåregnen om at alle taleneter forskønner verden

I dag fortæller rosen om at ikke alt skal gribes og holdes fast. Nogle gange er de bedste drømme dem der bare får lov at flyve forbi. 

 

 

 

Blå regn

Det er så let at putte med sine talenter. Så let at tænke at de ikke helt rækker, eller at verden ikke vil tage imod dem. 

Sådan tænker blåregnen ikke. Ganske uden tøven blomstre den i blå kaskader bare fordi det er dét og kun dét den har at tilregne verden. 

Måske har du lagt mærke til det? Det med at jeg her på det sidste et par gange har skrevet lidt lommefilosofisk om at åbne sig for livet (her og her)?

Der er mere til det end at jeg pludselig skal til at være bedrevidende jubel-lykke-blomster-blogger. Efter mine forældres død har jeg haft meget brug for at arbejde med mig selv og brug for at mærke hvem jeg nu vil være. Det vil ikke være en overdrivelse at sige at jeg har mit at kæmpe med, men hvem har ikke det hvis man kradser lidt i idylen? Midt i livet med tre fantastiske børn, orden i fryseren (men ingen andre steder...) og en mand jeg elsker er der meget at være taknemmelig for, så alt i alt har livet villet mig det godt trods alt. Ganske forsigtigt vil jeg gerne begynde at tro på at det faktisk er sådan. Af og til rammer en sandhed mig særligt dybt og så vil jeg gerne dele med jer. 

I dag er det det der med talentet for de år hvor blåregnen ikke gider at blomster mangler den jo i verden og sådan er det helt sikkert også med det DU kan, ja måske endog med det jeg kan?

 

 

Syrenerne vågner

Det er nu syrenerne strækker sig lilla mod verden. Nu de stryger selv den travleste kind med forsommer duften. 

"Kom an verden, vi vil svimle dig" dufter den lilla hær af bitte små blomster.

Syrener har mod på at fylde det hele og for det elsker vi dem.

Måske er deres hemmelighed at de dufter før de tænker?

 

Al begyndelse ...

... er svimlende smuk for et æble.

Måske man kunne tage ved lære? 

Et nu

Rund er nuet.

Rund og hel og ubrydelig føles øjeblikket når man står i det.

    Er det.

         Går i et med det.

 

Skrøbeligt.

Skrøbeligt er nuet. Bort vil det. Ikke mod solnedgangen, ikke mod happy end, ikke mod målet.  Bare bort. Mod andre tider.

Nogen gange er vi indeni nuet og ruller med. Mod andre tider. Andre gange ruller øjeblikket os forbi. Og tiderne skifter. Alligevel.

Hold dit øjeblik i åbne hænder. Nyd det varsomt. Tag aldrig glæden for givet.   

 

The Wild Unknown

So I cut off my hair

and I rode straight away,

to the wild unknown country

where I could not go wrong.

 

Bob Dylan

ABC

Alene midt i himlens lys

Blandt horisontens klippefaste skyer

Cirkler en musvåge

Dovent på udkik

 

Ellers ligger verden stille

 

Forsigtigt er livet lidt til stede

Gennem det jeg tør drømme

Husker jeg hvordan det kan være

Inden alt ting stivner

 

Jeg står yderst på klinten med ansigtet åbent

Kaster blikket over havets mosaik

Lader vinden lege mig let

Men er ikke en fugl

 

Noget af livet sidder i de manglende vinger

 

Over mig er vinden et lokkende løfte

Prøvende strækker jeg ud

Rækker øjeblikket drømmen om min død

Sanser sekundets flugt

 

Tøver så

 

Under mig er havet uden et plask

Vingerne bar ikke

Yderst i himlen forsvinder solen

 

Ærgerligt at erkende men

Ønsket om saglig flyvning

Åbner ingen himmel

--------------------------------------------------

 

Billedet af klinten er taget en kold vinterdag på Skalø. Skalø er en lillebitte ø der er forbundet til Fejø med en dæmning.

---------------------------

Søvnens stier

Hun vågner. Hun klynker. Hun græder. Om lidt vil hun skrige og vække hele huset. Søvndrukken vakler jeg ind til hendes seng. Stryger hendes kind, kysser hendes hår, putter hendes lille krop i dynen. Hun sukker. Jeg synger. Hun sover. Jeg lister ud.

Næppe er jeg tilbage under dynen før hendes lille stemme piber: ”mor, mor, du må ikke gå fra mig. Mor, mor, mig savner dig. Mig savner dig. Mor.”

Næsten vågen tager jeg hendes hånd, hendes dyne og nattens sovedyr. Sammen finder vi min seng. Jeg putter hende med dyne og sovedyr. Hun tager min hånd og finder søvnens stier. Hånd i hånd ligger vi i hver sin verden. Hun rejser i søvnens skygge skov og ånder tungt helt tæt på min kind. Jeg er vågen, blunder kun let og kan slet ikke finde søvnens stier.

Kind mod kind i natten. Den lille så tryg med armen om min hals. Mig så voksen og fortabt. Jeg vil tage denne tryghed, dette tunge bløde åndedrag og væve mig et tæppe. Et tæppe af et barns usårlige kærlighed. Med et sådant tæppe om mit sind ville intet ondt kunne nå mig. End ikke tiden.

Livet er så kort. Et åndedrag så tungt i natten er væk som en vind og kan ikke fanges.     

Øjeblik

Et øjeblik kan fylde det hele.

Det blå lys i vinterskumringen den dag jeg som barn blev væk på isen. Svanerne der trak over mig, isen der knirkede under mig og en pludselig vished. En vished der sagde mig at jeg altid ville være den der fór vild og alligevel, netop fordi jeg gik vildvejen ville finde min egen vej.

Blomsterbladene fra kirsebærtræet der dalede som sne. Stammen knudret og let fedtet mod min sommerryg. Min mor på tæppet, min søster i græsset. Bogen min mor læste og det pludselige øjeblik hvor vi så på hinanden og min mor sagde at dette øjeblik ville binde os sammen for altid. Hun husker det ikke. Men jeg har pakket min kærlighed ind i det duftende øjeblik og vil aldrig glemme det.  

Mit første barn på Frederiksberg sygehus. Forkradset og rasende af sult kikkede det lille bitte menneske op på mig og jeg elskede hende så højt at intet nogen sinde ville blive det samme. Jeg begyndte at græde og store tårer faldt ned på hendes lille ansigt. Vasket i tårer faldt hun pludseligt til ro og begyndte at dige. En solstråle brød gennem skydækket og vi to var ét.

Frøken Januar

Man kan sige meget ondt om frøken Januar for vist kan hun være lidt mørk og tungsindig. På visse dage plages hun af tungsind og må ligge sig på den nøgne jord med hovedpine og manglende livslyst. På sådanne dage bliver verden grå og vi mennesker ser knap nok en sprække af lys. Værst er det når frøken Januar græder over sin tabte kærlighed og regnen siler ned så kold som et lukket hjerte.

Men frøken Januar vil os det godt. Hun er fuld af poesi og digter så smukt som ingen anden med solens farver og træernes silhuetter.  Ingen anden måned holder så meget af solens farver. I snedækket pels står Januar med en hel buket af solopgange i sin favn. Nænsomt arrangerer hun dem en for en på tidspunkter hvor de fleste mennesker har mulighed for at se op over deres gøremål og blive slået med lykke. Hver solopgang er unik, en blomst der kun folder sig ud denne ene gang. Januar vil at vi skal fylde vores sind med hendes blussende blomster, men alt for ofte nægter vi at stille vasen frem og så må vi leve i en verden uden farver.