Krokus i studio Arhøj kop... forårsblomster... påskedekoration... nem påskepynt... de første anemoner... fint farvede æg... kyllingesuppe med ris og forårsgrønt... påskeglas... krokus i morgenregn..
Aldrig tidligere har en marts collage på Badut været så spækket med forårsblomster og lyseblå optimisme. Nu er collagerne jo på ingen måde en dagbog over mit liv, men snarere en bunke billeder jeg synes klæder hinanden og siger lidt om årstidstemningen.
Alligevel har jeg efterhånden lært at farvestemningen i de billeder jeg har taget i løbet af måneden og som derfor er råmatrialet når collagen skal sammensættes, siger en del om mit humør. Derfor blev jeg rigtig glad da jeg opdagede at farvestemningen er skiftet fra den ret dystre vinterstemning jeg har haft i størstedelen af mine billeder i december, januar og februar. Det har været en lang og hård vinter indeni i mig og jeg trænger til forår som sjældent set før. Jeg kan se at jeg allerede skrev det i februar og noget tyder nu på at det nu endeligt spire derinde og for det er jeg virkeligt taknemmelig.
På mange måder har marts været en ret begivenhedsløs måned her i huset ved åen. Manden har for første gang i 9 måneder haft arbejdestider, der har gjort det muligt for ham at spise hjemme mange dage og vi har også kunnet hygge os sammen i flere weekender. Ikke at vi har gjort noget særligt. Vi har mest bare tullet lidt rundt, snakket og aset med de to store kastanjer som døde sidste sommer og derfor blev fældet i efteråret. Det har været et langt sejt træk at få savet, kløvet og stablet i brændeskuret, men nu nærmer vi os en afslutning. Jeg kommer til at savne træerne, men der er jo ikke meget ved at have døde træer i haven. Det bliver spændene at se hvordan haven bliver denne sommer, men vi har jo stadigt masser af store træer så skovpræget bevares forhåbentligt, også selvom der på nabogrunden nu opføres en kæmpe kasse af et stort sort hus.
Den nok vigtigste ting for fremtiden i vores lille familie har været at vi har været til familiebriefing hos Rotary. Mathilde er så heldig at hun næste år skal på udveksling til Chile og det bliver simpelthen vildt. Alle siger at hun er så heldig, fordi det netop er blevet Chile (nummer 3 af hendes fem ønskelande). Chile er så smukt og folk skulle være ekstremt varme og venlige. I tilgift kommer hun så hjem og kan tale rablende hurtigt på spansk. Hverken Mathilde eller Rasmus er længere for at jeg skriver for meget om dem på bloggen, men jeg tænker at det nok går lige at nævne det her i min måneds opdatering.
Det er mit indtryk at Badut fortsat læses af rigtigt mange mennesker. Faktisk er jeg helt holdt op med at tjekke besøgsstatistikkerne, men til ære for denne opdatering har jeg lige været inde og tjekke at Badut i marts har haft 46.ooo sidevisninger (og 35.000 unikke besøg). Det er jo en klar nedgang fra decembers 115.000, men sådan har det altid været på Badut. Besøgstallet har i alle årene toppet i perioden fra oktober til januar. Mere interessant er det imidlertid også en klar nedgang fra 2013 og 2014 hvor besøgstallet lå oppe på over 66.000 sidevisninger. Forklaringen er den enkle at jeg nu ikke længere skriver så meget om børnekreativitet og at besøgsaktiviteten, især fra udlandet, til denne type indlæg derfor er faldet. Til gengæld er der nu udenlandsk intresse for mine rejseindlæg, hvilket kommer fuldstændigt bag på mig. Jeg er blevet spurgt hvorfor jeg ikke skriver en engelsk sproget reklamefinanseret rejseblog, men jeg deler jo bare ud af billeder fra steder vi har besøgt og den kilde ville relativt hurtigt tørre ud hvis det skulle være eneste indhold på en blog.
Til alle jer derude i det danske påskeland vil jeg gerne sig TAK. Tak fordi I læser med på Badut, tak for hver eneste kommentar og hver eneste mail. Det betyder meget for et genert og lidt forsigtigt menneske som mig at I kan lide det jeg vælger at dele med verden.
Årstidscollager: På fjerde år afslutter jeg alle måneder på Badut med en lille collage samt lidt betragtninger over den måned der er gået. Ofte har jeg skrevet lidt om bloggens besøgstal mm og jeg ved at mange har syntes at den information var sjov at følge med i. For nyligt fik jeg en mail hvor jeg meget venligt blev spurgt hvorfor jeg ikke længere delte de fakta. Svaret er jo bare det enkle at det længe ikke rigtigt har intresseret mig så meget. Jeg vil derfor hellere ikke love at jeg fremover vil dele besøgstal hver måned, men nu har i dem ihvertfald for marts. Klik her for at se alle mine månedscollager.
Flere skriver iøvrigt også og beder om at få det gamle design med sidebar tilbage. Jeg kan godt se at de mange årstidsrelevante links og kalenderen med højtider mangler, men jeg kan imidlertid rigtigt godt lide at bloggen med dette design er et helt enkelt øjebliksbilled. Derfor beholder jeg nok dette design lidt endnu.