Det er altid hyggeligt med fine sodavandsflasker på fødselsdagsbordet og så er det også smart med navn på flaskerne, sådan at alle nemt kan finde deres egen flaske hele dagen. Flasker med låg er desuden bedre end glas (som vi bruger nogen år) fordi børnene nemmere kan tage dem med rundt i huset og haven.
Årets bamsefestlige fødselsdagsflasker er lavet af Mathilde og Anna i fællesskab. Mathilde har tegnet de søde bamser og Anna har skrevet alle navnene samt limet dem fast på sodavandsflaskerne med dekopagelim. Forinden havde jeg fjernet de oprindelige etiketter. Det gik nemt fordi de bare lige kunne klippes af, er de derimod limet fast kan man ligge flaskerne i blød et par timer så går de af af sig selv.
Vores etiketter er som sagt håndtegnede og det er en rigtig hyggelig ide, men hvis man gerne vil kunne printe en fin bamse til sodavandsetiket kan jeg anbefale disse fine bamser.
Info:
Til fødselsdagen havde Anna valgt at hun gerne ville have røde sodavand, men det var faktisk ingen succes. Stort set ingen af børnene kunne lide sodavanden, men så skiftede vi bare indholdet af flaskerne ud med rød saftevand som alle kunne lide. Hvis man bruger mange små vandflasker i dagligdagen kan man gemme dem og genbruge dem som fine flasker til fødselsdagen.