Smilebox er et program der ikke laver andet end collager og de har masser af forskellige typer at vælge imellem.
Klikker man sig ind på deres side ser det umiddelbart meget lovende ud og det er da også et program der bruges af rigtigt mange mennesker.
Programmet skal downloades, men det er gratis så det gjorde jeg selvfølgelig. Jeg legede også en lille smule med programmet og selvom jeg ikke kunne lide collagestilen så er det jo en smagssag og jeg besluttede at tage det med i testen. Derfor fik programmet lov at blive liggende på min mac i nogle dage hvor det gjorde opmærksom på sig selv hver eneste gang jeg lagde billeder ind på computeren. Det blev jeg hurtigt træt af, men det fik lov at blive liggende, fordi jeg skulle lave denne test.
Da jeg begyndte selve testen var jeg ikke utilfreds. Smilebox har mange forskellige typer af collager og selvom de ikke har den helt enkle som jeg bedst kan lide så er der jo mange andre mennesker, der bedre kan lide at billederne bliver sat smart op.
Det er nemt at importere billeder til programmet og det er dejligt nemt at styre billederne i collgerne. Man kan både zoome, roterer og flytte rundt.
Som en ret underlig ting kan man samtidigt høre forskellige slags musik, men den funktion kan jo heldigvis slås fra.
Jeg lavede to collager, en så simpel som det er muligt i programmet og en i gardenstyle og det gik nemt og hurtigt.
Problemet kom da jeg gerne ville gemme mine collager så jeg kunne vise dem frem her i forbindelse med testen. Nu viste det sig nemlig at de gode mennesker meget gerne ville have mig til at betale: $ 5 om måneden eller $ 40 om året. Jeg kunne ganske vist få to ugers gratis prøveperiode, men da jeg i forvejen var træt af programmet, var jeg slet ikke intresseret. Jeg valgte den eneste løsning, der virkede mulig når jeg ikke ville betale og det var at sende collagerne til en email addresse. For at få lov til det skulle jeg registrere mig som bruger, så det gjorde jeg.
Vel fremme i mailboksen blev collagerne "afspillet" på den måde at der først blev vist en reklame (for et rynkeprodukt....) og derefter en collage. Jeg blev spurgt om jeg ville gemme collagen på min computer og svarede ja, men gæt lige hvor collagen blev gemt? I smilebox selvfølgelig hvorfra jeg ikke kan få det ud uden at betale......
Jeg afindstallerede herefter programmet på computeren og prøvede igen at gemme collagerne. Nu forlangte de naturligvis at jeg indstallerede smileboks på min computer og på den måde kører det hele så nydeligt i ring.
Fordele: Tja. Hvis man betaler og iøvrigt kan lide den lidt pyntede collagestil er det nemt at lave collager. Der er også god kontrol med selve billederne mens man ikke kan bestemme ret meget over deres placering i collagen.
Ulemper: Anmasende, uetiske forretningsmetoder, pyntet collagestil.
Konklusion: Det er muligt at smilebox opfører sig mindre anmasende hvis man betaler for programmet, men jeg synes at forretningsstilen er under al kritik og kan kun anbefale alle at holde sig fra programmet.