Glimt af sommerferie hverdag:
Hele formiddagen har jeg oplevet den formidable luksus at få lov at male et gammelt chartol helt uforstyret.
Jeg sad oppe på altanen, mens piger, kat og bamser råhyggede sig på børneplænen lige neden for. Jeg kunne ikke rigtigt se dem for magnoliaen, men jeg kunne hører dem fornøjet fnise af glæde.
Da jeg kom ned for at fikse noget koldskål til frokost blev jeg simpelthen mødt af et hule-slot, intet mindre!
Det er selvfølgelig den evigt opfindsomme Mathilde, der besluttede at de i dag ikke kunne nøjes med en almindelig kedelig hule og derfor i stedet slæbte to fodbold mål op på plænen og med udgangspunkt i dem byggede en kæmpestor og meget behagelig hule af alle tæpperne fra legeskabet og terrassen.
Meget praktisk var hule-slottet netop klar så vi kunne indtage frokosten standsmæssigt og som Mathilde sagde det: "det her er sommer".
Håber også I sommerhygger og måske for et øjeblik forvandler et hjørne af baghaven til et behageligt velduftende slot.
-------------------------------------------
Hverdagsglimt: Små ustylede glimt fra min virkelighed. Oftest et hastigt klipset og helt uredigeret billed og en bid spontan tekst. Andre gange en lille håndfuld billeder næsten uden tekst. Læs flere hverdagsglimt her.