Hvis man har mynte i haven har man typisk nok, for mynte breder sig glad og gerne ud over det hele. Heldigvis er der mange gode grunde til at plukke af den selvbevidste plante og for mig er myntepesto én af dem.
Det allerbedste ved pesto er næsten at den en-to-tre kan trylle noget ingenting om til noget der næsten ligner en fest.
Den klassiske pesto er lavet på basilikum, pinjekerner, parmesan og olie, men mindre bekostelige ingredienser kan sagtens gøre det.
Pesto kan man lave af alle mulige forskellige bløde krydderurter. Allerbedst på denne årstid hvor krydderurterne står frodigt og endnu ikke er blevet tørre og triste som de godt kan blive det sidst på sæsonen.
Man skal bruge en køkkenmaskine der kan hakke. Her dur det meste selv en lille minihakker er fin til en lille portion. Ned i den maskine der skal hakke kommer man en god håndfuld friske krydderurter, parmesan, nødder efter eget valg, lidt salt og en smule olie. Hak det hele fint og tilsæt eventuelt en lille smule mere olie hvis massen er for tør. Man kan krydder med hvidløg, citron, eller hvad man nu synes, men man kan også lade være.
Pesto kan redde ethvert sommermåltid. Sådan også igår hvor ungerne og jeg skulle en hel masse, der alt sammen blev aflyst. Pludselig gik der sommerferie stemning i det hele. Ungerne legede og jeg tussede formålsløst, men hyggeligt omkring i haven. Og så var det pludselig aften og der var ikke rigtigt noget mad at kokkerere og iøvrigt var der ingen af os der kunne huske om husfaren kom hjem eller ej. Vi kunne godt huske at han tog flyet til København, men ikke om han kom hjem og derfor heller ikke om vi skulle vente med maden.
Men det var sommer, mynten stod frodig i bedet, der var pasta i skabet og vistnok også nogle rester i køleskabet. Med lidt god vilje aftensmad på et kvarter.
Dét er da sommer.
