Store bededag er vores mærkeligste helligdag. Modsat de fleste andre helligdage har den ikke dybe rødder i folkelige traditioner og det er ikke en dag der kendes i andre lande. Store bededag blev påtvunget Danmark foroven af Christian den V der i 1686 bestemte at der fremover kun skulle være én bededag og at den skulle falde på den fjerde fredag efter påske. Nu er det sådan med traditioner og helligedage at de kun overlever hvis de er morsomme eller bærere af symboler som folk kan bruge. Store bededag, der ikke er særligt symbolbærende, kan til sit held prale af sin ganske særlige bolle og det er formodentligt en stærk medvirkende grund til at vi stadigt har en fridag den fjerde fredag efter påske. Kort fortalt gik det sådan til:
I gamle, gamle dage da Danmark var et katolsk land var der mange bededage. På disse dage gik præsten og menigheden omkring i marker og landsbyer i højtidelig procession med røgelse og hævet kors. På denne måde blev alt velsignet og det var af meget stor betydning for en befolkning der levede konstant på randen af overlevelse og som havde brug for alt den guddommelige heldbringende velsignelse som de kunne få.
Da Danmark efter reformationen i 1536 vende katolicismen og alt dens hellige magi ryggen nægtede man på landet at accepterer at man fremover skulle klare sig uden heldbringende bededage og derfor fortsatte man, mere eller mindre officielt, med at gøre som man plejede. I 1580 blev det dog bestemt at man måtte nøjes med tre bededage og at de skulle ligge den 16, 17 og 18. januar hvor der meget praktisk ikke var så meget arbejde at lave i marken. Denne ordning holdt til 1631 hvor Christian den IV besluttede at erstatte de tre sammenhængende bededage med en ”bods og bededag” hver måned. På landet lå denne dag den første onsdag i hver måned og i byerne den første fredag. Alle disse mange bededage blev så i 1686 erstattet af én og kun én bededag der til gengæld fik tilnavnet den store og blev højtideligholdt meget strengt. Der var på Store bededag forbud mod næsten alt. Man måtte ikke handle, arbejde, rejse eller lege. Denne strenghed betød naturligvis at heller ikke bagere kunne arbejde og derfor fandt man på at bage hvedeknopperne der kunne laves dagen før og varmes på dagen.
Hvedeknopper er ret lækre og da københavnerne tilmed fik den hyggelige vane at spadserer på Voldene og herefter gå hjem til te og varme hveder aftenen før Store bededag fik dagen den folkelige forankring den manglede fra starten.
To gange har Store bededag været alvorligt truet på sin status som arbejdesfridag. Den første gang var da Struense med sin kalenderreform i 1770 afskaffede en lang række helligdage. Mange af disse var dybt forankret i befolkningen og flere havde også stor religiøs betydning. Da formålet med kalenderreformen var at skabe flere dage til nyttig gerning havde det måske været rimeligt at fjerne den lidt underlige Store bededag og der er da også dem der hævder at Store bededag kun overlevede fordi Struense ikke ville gøre sig yderligere uvenner med det hvedeglade københavnske borgerskab, der i forvejen var stærkt pikerede over Struenses affære med den unge dronning. Hvis denne gisning er rigtig blev Store bededag altså reddet af sin lækre bolle. Hvedeknopperne var også med inde i diskussionen da man efter anden verdenskrig gjorde sig seriøse overvejelser om at afskaffe Store Bededag og i stedet højtideligholde 5. maj. Bagerne, der kun havde den ene fridag om året, foreslog i denne forbindelse at hvedeknoppen så burde rykke med, en tanke som mange sikkert bifaldt.
Store bededag (der af og til kaldes Store hvededag) blev liggende hvor den lå og mens der næppe er ret mange i dagens Danmark der afholder sig fra alt arbejde, leg og rejse for at hellige sig bod og bøn, så spiser mange de lækre hvedeknopper. Hvis du gerne vil bage dine egne hjemmelavede varme hveder kan du læse min opskrift lige her.
Oplysningerne er delvis baseret på Ib Askholm, Danmarks Højtider og Festdage (Askholms Forlag, 2006).
