Projekt II: Drømmen om hyggestunder i børnehøjde.
Vi er i dette hus så ualmindeligt forkælede at vi faktisk har hele to overdækkede terrasser. Den ene er møbeleret helt klassisk med spisebord og bliver brugt flittigt hele havesæsongen.
Den anden terrasse, med udgang fra værkstedet, lever derimod et lidt trist liv som det sted hvor børn og voksne sætter det de ikke lige ved hvor de ellers skal gøre af. Det er faktisk synd for det er egentlig en rigtig dejlig eftermiddags-solplet, der tilmed er forkælet med et kæmpestort magnoliatræ og en dam fuld af haletusser.
Børnene tilbringer timevis herover og derfor er det naturligvis også deres behov vi først og fremmest har tænkt på da vi gendrømte det vi kalder magnoliaterrassen.
Ideen er at børnene herover skal have et legeareal med plads til at male om sommeren, snakke med veninderne og vennerne med udsigt over haven og hamre og banke på brædder til solen bliver sort. Her er faktisk plads nok til det hele hvis vi bare kan hitte ud af at holde orden og derfor er der allerede nu ryddet op og indkøbt puder til den smukke gamle kirkebænk.
For at det kan blive rigtigt hyggeligt skal den store gulbrogede stedsegrønne busk desuden væk og erstattes med nogle duftende roser og så skal der endelig etableres en god sti gennem bedet ned til dammen hvor børnene hele foråret og sommeren pjasker rundt med deres haletusser, små både og andre vandprojekter.
--------------------------------------------