Badut

Med børn i New York: Sejl din egen modelbåd i Central Park

Engang boede jeg i New York. Jeg var et seriøst og ganske barnløst ungt menneske og faktisk forventede jeg dengang aldrig at der ville blive plads til børn i mit liv. Alligevel rykkede det altid i mig når jeg kom forbi Conservatory Water i Central Park og så børnene sejle med de små fine modelbåde. For mig var det indbegrebet af barndomsidyl. Den smukke sø, de blide hvide både og de glade børn smeltede sammen og blev selve billedet på børnelykke midt i New York.

Mange år senere da jeg faktisk tog mine tre børn med til New York stod det at sejle med modelbådene selvfølgeligt øverst på min liste. Tit når man sådan har glædet sig helt vildt til noget vil virkeligheden bare slet ikke som drømmene og derfor var jeg også lidt forberedt på at noget ville gå galt. Måske ville børnene slet ikke kunne lide det eller måske ville det være helt urimeligt dyrt?

Heldigvis blev oplevelsen en fuldtonet succes. Børnene elskede de små både, der var lige tilpas udfordrende at sejle og det var slet ikke så dyrt. $ 11 for en halv time koster det og den dag vi var der var ventetiden ikke ret lang. Man får fin instruktion og der er en hyggelig cafe hvor man kan sidde og vente.

High Way 1: I dis og morgentåge

Hvis livet har formået at lære mig en enkelt ting så er det at ingenting nogensinde bliver som man tænker sig det. Sker det endeligt at noget ser ud præcis som jeg så det for mig, så bliver det som regl en lidt kedelig oplevelse. 

Heldigvis betyder denne grundregl også at det der startede som en skuffelse let kan blive den bedste oplevelse af alle.

Når jeg starter dagens rejseglimt med at hive denne lidt overfilosofiske betragtning op af skuffen, er det fordi vores køretur af den berømte High Way 1 i Californien, bød på ikke mindre end to forhåndsskuffelser. Skuffelser der begge viste sig at blive til det rene held. 

Glimt fra New York

Mon ikke alle bærer en by i hjertet? En by der pulserer i samme rytme som blodets tagtslag og hvor man derfor føler sig favnet, løftet og hjemme?

Min by er New York. 

Her hvor der er rum for de skæveste, skøreste, skrøbeligste og samtidigt albuerum for de der vil nå helt op over stjernerne. New York er kendt som byen for de ambitiøse, de rige og de vilde, men det er faktisk også en by med varme nok mellem gaderne til at rumme alle os der er lidt mere skævt skruet sammen.

Mit New York er ikke det glitrende Time Square eller det knitrende pengestærke 5th Avenue. Mit New York er de ukendte gaders naboskab, central park i den tidligste morgen og føddernes evige traven op af ned af fortovene, mens byens indre siluet på en gang lukker sig om himlen og åbner sig mod mulighederne.

Det er længe siden jeg boede i New York og den gang var jeg en anden. At besøge byen denne gang var på en gang som at vende hjem og rejse ud og det var på mange måder en sælsom oplevelse. At det hele så ovenikøbet var domineret af Sandys ødelæggende besøg gav følelses kalejdoskobet et ekstra besynderligt drej.

Endnu er jeg ikke helt kommet hjem. Jo måsen sidder solidt plantet midt i rodet, jetlaget suser i hjernen og ungerne er sendt rettidigt i skole, men selv er jeg ikke rigtigt til stede i det der faktisk er blevet et rigtigt dejligt dansk liv. Det kommer nok. Lige om et lille bitte øjeblik finder fødderne fodfæste og synsfeltet holder op med at flimrer mellem det der var og det som er.

Af mig får I ikke rejsetips og New York tricks. I stedet får I en lille håndfuld billeder. Knipset lidt genert og mest fordi min mand forundret insisterede. Selv følte jeg slet ikke noget behov for at fotografere det New York der engang var mit, men nu hvor jeg sidder i mit danske liv ville jeg ønske at jeg havde fået flere billeder med mig hjem.